Nytårsforsæt kan være trættende at høre på. Hvorfor skal der ske forandring, når et nyt år indtræder? Er vi ikke i stand til at sætte mål, hvis det ikke er årskifte? 

Noget af det mest irriterende ved nytårsforsæt er måske også, at de ofte minder så meget om hinanden. Det handler altid om, at man skal forbedre sig selv, tabe sig, flytte sig længere op ad karrierestigen eller lignende. Men hvis du ikke gider tage del i nytårsklichéen, så har vi har tre nytårsfortsæt, som rent faktisk er fornuftige, og som sagtens kan skubbe dit kommende år i en positiv retning! 

 

Se mindst tre gode TV-serier
 

Vi befinder os lige nu i en gylden alder af TV. Aldrig har der været nemmere adgang til at binge en hel serie over kort tid. Ja, den største udfordring er næsten af vælge blandt alle de gode serier og så at skulle rejse sig fra sengen, når Netflix spørger, om man “stadig ser med?”.  

Måske det kommer helt naturligt til dig at udforske de mange gode serier, der netop nu er let adgang til. Det kan også være, at du sidder fast i diverse reality-serier, der kører på flow-TV – suppleret af et hav af reklamer, som gør, at en normal film bliver forlænget med en time. 

Hvis det er dig, så foreslår vi, at du sætter dig selv et mål om se mindst tre gode serier. Der er nok at vælge mellem og utallige guides, der kan vejlede dig, så der er ingen undskyldning! 

 

Drop nytårskuren 

 

Småpanikker du allerede over overskriften? Du er måske en af dem, der indgår en årlig kontrakt med dig selv om, at i år skal du i form!  

Så oplever du måske tilsvarende, at kontrakten altid udløber i løbet af februar? Derfor foreslår vi, at du i år dropper nytårskuren! Forsøg i stedet for at lade vær med at spise så meget i julen, at du får det dårligt over det. Hvis du ved, at du skal tabe dig i januar, vil du nemlig også være mere tilbøjelig til at tage på i december, og det ender alligevel ofte med at være præcis de kilo, du taber i januar, som du har taget på i december. Så måske du skal springer over alt hurlumhejet i år? 

 

Månedlig hyggedag med pigerne! 

 

Jo ældre man bliver, des mere fragmenteret bliver ens venskaber. Man får alle forskellige liv, som også ofte udlever sig i forskellige byer. Den største fejl man kan lave, når man står i sådan en situation er at tænke, at der nok skal blive tid til at ses. For det sker bare ikke, medmindre det planlægges.  

Prøv derfor at foreslå dine veninder, at I begynder at aftale en fast weekend i måneden, hvor I ses. Det kan selvfølgelig også være en gang om året eller ugen – alt afhængigt af hvor travlt I har det.