Kropsformen har meget at sige for, hvilket tøj, der passer godt til os. Det er blandt andet vores kropsform, der gør, at noget tøj bare ikke ser godt ud på os, imens andet sidder helt perfekt og giver os en god figur. Det kræver dog at man kender sin kropsform for at man kan vurdere, hvilket tøj, der sidder godt og hvilket tøj man absolut ikke kan gå i.

Her får du en lille guide til, hvordan du finder din kropsform og nogle tips til, hvordan du klæder dig bedst efter din kropsform.

Find din kropsform med dine mål

Din krops silhuet bestemmer, hvilken kropsform du har, og den finder du ved at måle skulder, bryst, talje og hofte. Det fungerer bedst med et blødt målebånd end med et af metal, og du får de bedste mål ved hverken at måle for stramt eller for løst rundt om de enkelte kropsdele.

Når du har din mål, så kan du hurtigt finde ud af, hvilken kropsform du har ved at kigge på, om du har brede eller smalle skuldre, stor eller lille barn, smal eller bred talje og smalle eller brede hofter.

Æblet

Æble-formen er karakteriseret ved en bredere og tungere overkrop end underkrop. Det betyder at du har brede skuldre, større bryster og vægten dermed fordeler sig mest på den øverste del af din krop. Det er vigtigt for æblet at bruge den rigtige størrelse bh, så overkroppen ikke kommer til at se større ud end nødvendigt.

Timeglasset

Timeglas-figuren er karakteriseret ved en bredere overkrop, smal talje, bredere hofter og smalle ben. Det er den mest proportionelle figur – og det er indbegrebet af den feminine krop. Timeglas-figuren er perfekt til kjoler, der sidder ind i taljen og fremhæver barm og hofter.

Pæren

Pære-formen er karakteriseret ved en bredere underkrop end overkrop. Det betyder at du har bredere hofter, større bagdel og lår og vægten dermed fordeler sig mest på den nederste del af din krop. Pæren skal klæde sig, så skuldre virker bredere og størrelsesforskellen mellem top og bund bliver udlignet.

Omvendt trekant

Den omvendte trekant er karakteriseret ved bredere skuldre end hofter. Det er den mest atletiske kropsform, men de brede skuldre er i fokus og meget dominerende. Den omvendte trekant har godt af kjoler, der skaber fylde ved de smalle hofter for at udligne forskellen mellem over- og underkroppen.

Stolpe

Stolpen er karakteriseret ved en lige kropsform. Det betyder at du har smalle hofter, lille barm, smalle skuldre og lige talje. Kjoler og bluser med ærmer giver stolpen mere fylde og bælter giver visuelt en talje, så det giver et indtryk af kurver.

Nu skulle du gerne kende din kropsform – og så kan du begynde at shoppe efter den, så du kan vise alle dine gode sider og skjule de knap så gode!