Moden skifter hele tiden, og det kan være meget svært at følge med. Her har vi samlet de største trends til foråret, så du kan få opdateret din garderobe inden det varmere vejr rammer os.

Midi skirts

Nederdele er for alvor kommet på mode igen – og her taler jeg ikke om de korte nederdele. Nej, det er de knælange nederdele, som findes i alle tøjbutikker lige nu. Det er nederdele med mønster, med flæser eller ensfarvede – ja, man kan næsten ikke gå galt i byen ved at købe en knælang nederdel. Når du går på jagt efter den knælange nederdel, så er det meget vigtigt at du har din garderobe og key pieces i baghovedet. Der er nemlig ikke noget mere irriterende end at komme hjem med en nederdel, som ikke passer ind i resten af garderoben eller måske kun passer til et par enkelte outfits. En enkel sort nederdel passer til alting, men lad dig ikke skræmme til at nøjes med en sort nederdel. En blomstret, mønstret eller stribet nederdel kan enhver garderobe nyde godt af – husk dog at købe den i en farve, der passer til en masse din garderobe, både strik, skjorter og andre jakker.

Skjortekjoler

Skjortekjoler er en forlængelse af trenden med midi skirts – og hvem elsker ikke kjoler? Det er en behagelig trend og kan styles på et utal af måder. Style den med en strik, læderjakke eller cowboyjakke på de koldere dage eller med en blondetop indenunder på de lidt varmere dage. Det er helt klart en trend, der virker hvor som helst og når som helst – både på kontoret og på frokostdate med veninderne.

Den gule farve

Alt skal være gult her til foråret – alt fra skjorter og kjoler til jeans og shorts. Men det er ikke en hvilken som helst gul. Det skal være en stærk solgul. Den farveglade person vil helt sikkert elske at gå amok i alt det gule tøj, der allerede findes og kommer løbende i butikken her til foråret. Den mere farveforskrækkede får det måske lidt svært ved at følge denne trend, men den kan jo følges på mange måder. Selv nogle gule spænder, smykker eller andre accessoires kan pifte ethvert outfit op.

Prikker

Prikker, prikker, prikker – alt skal have prikker i dag, om der så er tale om skjorter, kjoler, t-shirts eller sweatre. Jo flere prikker, jo bedre. Køb en prikket nederdel eller skjortekjole og vær 100 procent med på noderne. Prikker er et tidløst print, som er nemt at integrere i enhver garderobe – både hvis man er farveglad eller farveforskrækket.

Printmix

2019 er officielt året, hvor vi begynder at blive mere eksperimentelle med vores hverdagstøj. Vi vil have farver, mønstre og anderledes snit – og vi vil helst blande det hele sammen. Kombiner en stribet skjorte med en blomstret nederdel eller et par mønstrede bukser med en prikket bluse. Der er ingen grænser, så længe du føler sig godt tilpas.