Lige for tiden er det meget in at indrette sit hjem med paller – det er en del af det rustikke look som er på vej ind i de danske hjem. Den kommer oveni den igangværende bølge, hvor man blander gamle ting (også kaldet retro) med nyt. Du kan således i dag finde gamle platter og kongelige figurer lige ved siden af Kähler vasen og de sorte billederammer med inspirational quotes. Retro og genbrug er in – og paller er én af de ting, som man i dag hele tiden finder nye brugsmåder til.
Paller kan nemlig bruges på til et utal af ting i boligen – både små og store – så selv den mindste lejlighed kan indrettes med paller.

Sofabord, sengebord eller måske en skohylde?

Sofabordet er nok det nemmeste møbel at bygge ud af paller. Det kræver blot et par almindelige (pæne) Euro-paller, som skal skrues sammen ovenpå hinanden. Hvor mange paller, der skal skrues sammen, afhænger af, hvor højt et sofabord, du ønsker dig. Der kan også med fordel sætte hjul under pallerne, så sofabordet ikke kun bliver en smule højere, men også så det bliver nemt at flytte rundt på, når man for eksempel skal støvsuge eller vaske gulv. Længden og bredden på sofabordet kan man også selv bestemme, så længe man har mulighed for at skære det til med en sav eller lignende. Det gode ved paller er også, at de er et helt tomt lærred. De kan slibes og males, så den passer perfekt ind i din indretning.

Hylde eller hyldesystem til småting

Hvis du mangler hyldeplads, men er træt af de almindelige hvide hylder, så kan du med fordel skrue en mindre palle op på væggen (med overfladen ind mod væggen). På den måde får du tre små hylder ud af én palle. Du kan sætte flere op ved siden af hinanden for at få et hyldesystem eller skære pallen til på den ene eller anden led, så du kun har en eller to hylder eller et smallere hyldesystem. Igen kan du slibe den og male den, hvis du ønsker at hylderne skal have en bestemt farve eller et bestemt udtryk. En pallehylde eller hyldesystem er perfekt til de små nipsgenstande, som vi alle har rigtig mange af og aldrig rigtig har plads til. Det er et sted, som du kan indrette om og om igen – efter årstid og efter humør.

Bænk eller sofa

Paller kan også bruges til at lave en bænk (til terrassen) eller en sofa (til dagligstuen). Det kræver blot et par Euro-paller til sæder og ryglæn – og voila, så har du et pallemøbel. Alt efter hvor stor en sofa eller bænk, du ønsker dig, jo flere paller har du brug for. Igen kan du selvfølgelig male sofaen, hvis en anden farve passer bedre ind i din indretning. Når møblet er færdigt, kan du sy eller få syet hynder efter egne ønsker, så du får en pæn og behagelig sofa til dagligstuen. Hvis sofaen skal stå ude på terrassen, er det vigtigt, at du giver det træbehandling, så det holder i lang tid.

Der findes utrolig meget inspiration at hente på nettet, som du kan benytte dig af, hvis du gerne vil have paller ind i din indretning – og også en del opskrifter på, hvordan pallemøbler laves, hvis du selv vil prøve dig frem eller hvis du kender én, der er god til at bygge. Hvis du ikke selv er den handy-type, så fortvivl ikke. Der findes mange virksomheder derude, der har specialiseret sig i møbler lavet af paller, så du kan helt sikkert finde et pallemøbel, der er lige dig derude.