En stor beslutning

Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg er nervøs for at skulle dele det her..

Den 18. oktober 2017 landede Lasse og jeg på Bornholm, kun med de ting der kunne være i vores bil, men med masser drømme. Tænk sig, at have den smukke natur at kunne drage ud i dagligt – vi var begge fyldt med store forhåbninger og sommerfugle i maven.

Vores første bornholmske familiebillede <3

I morgen har vi boet her præcis 9 måneder, og i weekenden flytter vi hjem igen. Hjem til sjælland, hjem til familien og vennerne. For good.

Der er mange årsager – primært er det sgu svært ikke at have dem man elsker tæt på sig, og vi kan kun forestille os det bliver endnu sværere når der en dag kommer børn ind i billedet. Udover dette er jobmulighederne (mest for Lasses vedkommende) ikke mange, jeg har fået en sygdom og skal på Glostrup hospital ret ofte osv.

Bornholm er en magisk eventyr ø, og det har været nogle fantastiske 9 måneder som ingen af os nogensinde vil glemme, men det bliver ikke her vi slår os ned for alvor.

JUST HOLD ON, WE’RE COMING HOME <3

 

Sygdommen i hjernen

TRIGGERWARNING: dette blogindlæg omhandler blandt andet vægttab og slankekure og bliver du trigget af det skal du ikke læse med. Kys.

Aldrig mere slankekur, aldrig mere lightprodukter, aldrig mere fysisk aktivitet når jeg ikke har lyst. Never again kalorietælling, “nej tak” til jordbærkage, konstante doms, proteinhelvede, hade sig selv. Aldrig. Never.

Troede jeg. Så fik jeg besøg af en lille ven vi kalder Idiopatisk Interkraniel Hypertension. Tryk i hjernen. For meget spinalvæske i hjernehinden. Idiopatisk = dunno why, Interkraniel = inde i skalden, Hypertension = tryk. Pressue. Ligesom jeg føler mig. Presset.

Fik jeg egentlig nævnt, hvor mange mennesker der bliver ramt af IIH årligt? 50. Fucking 50. Og jeg skulle selvfølgelig være en af dem, hvad ellers? Hvad skulle jeg dog ellers bruge min tid på. Bitter? Pppfffttt.

Nå, men “hvad fanden stiller vi så op?” tænker du måske, og det skal jeg da være den første til at indvie dig i. Vi venter. Det danske sundhedssystem har rigeligt med tid, og så er jeg desuden ikke særlig hårdt ramt, sagde lægen da hun konkluderede at jeg kun har to tegn på IIH på min MR-scanning, og jeg kan jo kun give hende ret, når jeg har læst om hvordan andre mennesker med IIH har det. Det behøver vi virkelig ikke diskutere yderligere.

Dog ramt, hvis jeg da selv har noget at skulle have sagt. Den konstante hovedpine er ikke just behagelig og fordrende for #livingmybestlife, og jeg gider ikke støvsuge vores gulvpaneler, for når jeg bukker mig forover bliver jeg dårlig. Og nå ja, så har jeg brugt de sidste tre dage i sengen sammen med Karla og Good Girls på Netflix (se den!), fordi, åbenbart, noget med vejret og noget med for meget væske i hjernen kan udløse noget med at være sindssygt svimmel og skide ruld og på fuldeskøjter. Desuden er det der med at få pulsen op noget jeg direkte forsøger at undgå, fordi tryk og ekstra tryk ved høj puls føles som om min hjerneskal slår revner, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at holde mig fra. Og den konstante susen og brusen og forpulede larm på mit venstre øre der efterhånden er så høj, at jeg intet kan høre, er da heller ikke noget jeg nyder specielt meget i længden.

Nuvel. Når vi så har ventet længe nok på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup, og de ligesom beslutter sig for de godt gider lukke mig ind så jeg kan få tjekket mine øjne (igen), så startes der en behandling (HOLD GODT FAST!) med vanddrivende. (Sjov sidebemærkning: jeg var til undersøgelse første gang den 20. Februar, og datoen for øjentjek er den 20. August. Det er da ikke et halvt år jeg har ventet? Er det?? Er det vel?) Vanddrivende skal sørge for jeg pisser noget af hjernevæsken ud, så lad os da krydse fingre for at dét virker, og så taler vi IKKE om hvor mange mennesker der lever i et helvede på dét præparat, åkay?

Der er også noget andet der kan losse denne sygdom i røven. Jeg ved ikke hvorfor det virker, ved heller ikke om de hvide kitler ved hvorfor, men det gør det. Apparently.

Here goes. Nu kommer det. Jeg skriver det nu:

Jeg skal tabe mig!

Kraftedeme. Du læste rigtigt. Et vægttab på 10% af ens kropsvægt (nok ritti gerne mere, når man er overvægtig i den grad jeg er), skulle i samarbejde med de vanddrivende få sygdommen til at pakke kufferten og skride.

Hvis du lige nu sidder og undrer dig over hvordan silvan det skulle kunne lade sig gi’ sig, så er du ikke alene, for jeg er så godt som på bar bund. Sidst jeg havde et succesfuldt vægttab var i 2012, og alt derimellem og nu har været et rent helvede af spiseforstyrrelse, tvangsmotion og misbrug af mad. Sååeeh, det er da helt sikkert noget jeg har lyst til at bevæge mig ud i igen not.

På den anden side kunne det jo være super rart at slippe for at mit hoved er en ballon der lige er pustet liiidt for godt op, og kan sprænge hvert øjeblik, og jeg kan da også sagtens erklære mig enig i, at det ikke er ideelt for mig at have dværgestørrelse og samtidig veje det samme som.. én der vejer 98 kilo.

Det er langt over 3 år siden jeg sagde “Sayonara” til det helvede slankekure er, og var helt overbevist om, at det djævelskav skulle jeg aldrig have med at gøre igen. Så, surprise! Det skulle jeg denondelyneme alliv’l.

Jeg ANER ikke hvordan det skal gå for.. Men indtil videre har jeg da kun spist 1 Sunlolly i dag, så det skal fandeme fejres! Med.. en tår vand. HURRA!

Disclaimer:
Jeg vil rigtig gerne lige understrege at jeg er blevet opfordret til at tabe mig fordi jeg har en sygdom i hjernen, hvortil et vægttab kan bidrage til jeg bliver rask. Det har intet at gøre med at jeg ikke er god nok som jeg er og det vil du se og høre mig gentage igen og igen og igen..

 

Min identitet blev afsløret

I dag er det et år siden jeg med rystende hænder trykkede på “optag” inde på min Instagram story, og for første gang nogensinde viste mit ansigt og dermed min identitet.

En del år forinden kørte jeg bloggen som dengang hed “den sociale blog”, hvor jeg i årevis havde blogget meget ærligt om  min spiseforstyrrelse, min fars alkoholisme og mit svære forhold til min mor.  Netop derfor valgte jeg at være anonym, for det gav mig muligheden for at være brutalt og hudløst ærlig, uden at tænke over konsekvenserne.

En dag valgte jeg at klikke på en eller anden (ubevidst) skæbnesvanger knap, som gjorde at min instagramprofil synkroniserede med min facebook (eller whatever), og pludselig stod der mit fulde navn: “Christina Sand Henriksen” på min Insta. Jeg begyndte at få beskeder fra folk jeg kendte: “nå, gud, er det dig der er den sociale blog? Hvor pudsigt!”

Mit hjerte stoppede. Eller røg ned i maven. Eller noget helt fjerde, men da jeg opdagede dét, var jeg ved at stille træskoene. Det var jo hele mit liv! Og samtidig noget kun min allernærmeste vidste om mig – at jeg kæmpede med mit forhold til mad og min krop. Der var faktisk kun 2 der vidste at det var min blog; Lasse og min bedste veninde.
Fucking hell! Jeg hev efter vejret, gik hvileløst rundt, og overvejede at slette alt og derefter grave mig ned. I et hul, altså.

Alligevel var der en lille stemme indeni mig der hviskede: “men du har jo overvejet at stå frem med det hele i måneder?  Har du ikke?” “Jo” svarede jeg irriteret, “hvad er din pointe?”
“Ja.. Måske er det nu du har muligheden!”

Så jeg tog den. Jeg greb muligheden. Og jeg var ved at fucking dø, da jeg skulle optage det her:

(Det skal lige siges jeg har kæmpet med elektronikken hele dagen, indtil jeg var helt blå i hovedet og havde lyst til at kyle min computer ind i en væg – det her videoklip har drillet mig på alle de måder det har kunne, så derfor er det endt med jeg har optaget det med min telefon mens det kørte på min computer, but you get the picture)

Det sidste år har været den vildeste rejse.

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg engang imellem synes det er svært at være “offentlig”, og jeg kæmper sindssygt meget med, om jeg gør det “godt nok”.
Men samtidig er det bare det mest livsbekræftende, når jeg får beskeder fra kvinder som skriver til mig, at efter de har fundet mig på de sociale medier, er deres liv blevet bedre. Det gør fandeme det hele værd <3

Sidst men ikke mindst kan jeg slet ikke sætte ord på hvad det har gjort for mig, Christina, at stå ved den jeg er. For fanden mand. Det er det mest powerfulde jeg har prøvet nogensinde, og jeg vil ønske for alle andre at de en dag tør gøre det samme. Hvad enten du kæmper med spiseforstyrrelser eller spillegæld – ALT mister sin skam når vi står frem med det, så derfor:

Hej, jeg hedder Christina, jeg spiser chokolade når jeg synes livet er svært, jeg kan være et ubehageligt og rasende menneske, jeg bider negle og har strækmærker på patterne og jeg HAR ALDRIG TÆNKT MIG AT SKAMME MIG OVER DET!

Jeg elsker jer – tak for et dejligt år <3

Forklaringen bag det korte hår

Jeg kender mange kvinder som tilrettelægger sit liv (i større eller mindre grad) efter hvordan de undgår at blive tykke.

For tyk er noget, man virkelig ikke skal ønske sig at være. Faktisk er det stort set det værste du kan være. Hov nej, det allerværste du kan være er: tyk og korthåret!

Mit hår og jeg har en lang og kedelig historie, som jeg ikke vil belemre jer med alt for længe, men kort fortalt har mit selvhad altid gået ud over mit hår (blandt andet). Når jeg syntes jeg var den klammeste og grimmeste i hele verden, havde jeg altid muligheden for at ændre på mit hår, i håb om at blive bare en lille smule perfekt. Det har resulteret i hundredevis af hårfarvninger, hvilket har gjort at jeg i dag har udviklet allergi, så no more color for me.

Derfor havde jeg ikke farvet mit hår i næsten to år, hvilket det virkelig havde gavn af, det voksede sig langt og smukt.. og så fik jeg den geniale idé, at klippe hele lortet af.

Hvorfor?!” råber du måske af skærmen lige nu,  og jeg skal gøre mit bedste for at komme med en forståelig forklaring.

Jeg er ret tyk. Jeg vejer (måske, cirka, whatevs) 95 kilo.

Ud over min mængde af fedt på kroppen, er jeg ret priviligeret. Jeg er hvid, har et kønt ansigt (pretty privilege), gennemsnitlig højde og så videre. Men i og med jeg er så markant overvægtig sammenlignet med idealet, har jeg kunne mærke at det betød enormt meget for mig, at have pænt, langt og glansfuldt hår, pænt tøj, pæne negle and you get the picture, for ikke at “skille mig for meget ud”.

Er man priviligeret hvis man har (og kan få) langt, tyk og glansfuldt hår? Ja. Hvorfor? Fordi det er lige så stor en del af idealet, som at have lige og hvide tænder, fyldig numse og perfekte øjenbryn. Hvor har jeg det fra?

Det faktum at det er blevet mere almindeligt med plussizemodeller i mediebilledet er virkelig noget jeg er lykkelig for, men selv de modeller er idealistiske. Hvem tænker du på, når jeg siger plussizemodeller?

Ashley Graham? Hunter? Robin? La’tecia? Og hvad har de alle til fælles? Langt, flot hår.

Jeg siger ikke der ikke findes store modeller med kort hår, men, for mit vedkommende, er det ikke dem jeg ser repræsenteret, overhovedet.

Tilbage til mig og mit garn:

En dag gik det op for mig, hvor vigtigt mit lange hår var for mig, og jeg oplevede også mig selv tænke og sige ofte: “det kan godt være jeg er tyk, men i det mindste har jeg langt og flot hår”, og pludselig kunne jeg bare se, hvor fucked up det var. Jeg gemte mig bag mit hår. Jeg tænkte, at hvis jeg nu bare havde pænt hår, så ville folk måske ikke lægge så meget mærke til, hvor tyk jeg egentlig er.

Og ved I hva’? Dét gider jeg ikke.

Jeg vil ikke gemme mig bag noget som helst, jeg vil ikke ligne idealet, fuck that shit, jeg vil ikke kompensere for min fede krop med noget flot hår, bare fordi samfundet ellers ikke mener jeg er noget værd som kvinde. Hvis jeg ikke har “good looks” hvad fanden kan jeg så i grunden bruges til i denne verden?

Jeg ér ikke mit udseende. Fuck mit udseende. Nu er jeg både tyk og korthåret, og tættere på den jeg drømmer om at være.

Ladies – husk, at det er jeres hår! DU bestemmer længden, farven og formen på dit hår, og FUCK det der åndssvage ideal nogle mener vi skal leve op til. Det kan rende mig i * og det må være rigeligt med bandeord for idag.

Tak fordi du læste med!

 

Hændelsesforløb

Det er et år siden jeg vågnede om natten, fordi der var en nyopstået forfærdelig larm på mit venstre øre.

En susen. En puls. Støj.

Min nye læge i Allinge tog mig, mod al forventning, ret seriøst, ikke ligesom lægen i Næstved der fortalte mig, at jeg bare skulle “slappe lidt mere af”.

Jeg blev henvist til Bornholms hospital, og siden da har jeg været diverse undersøgelser igennem, blandt andet en MR-scanning. “Det er bare ligesom at ligge i et solarie” sagde en trøstende sjæl, og ja, nej, not so much.

Nå, men spol tilbage til forrige onsdag, hvor jeg havde fået en akuttid hos den lokale øjenlæge. Hvorfor? Fordi min læge fra hospitalet kort har sagt til mig i telefonen, at hun tror jeg har en sygdom som giver mig tryk i hjernen. Har det noget med øjenene at gøre? Ja, hvis jeg har den sygdom hun mistænker, vil man kunne se det ved at mine synsnerver er hævede.

“Du har hævede synsnerver, og det skal tages alvorligt” sagde øjenlægen med hareskår med en alvorlig mine.

Vi nåede knapt ud på parkeringspladsen før tårerne piblede frem inde bag mine Ray-Ban.

Det er sjældent jeg føler mig decideret bange, men det blev jeg her. Lasse prøvede at trøste mig, but im not that kind of girl.. Jeg reagerer nemlig enormt hensigtsmæssigt, og bliver vred og kaster med ting, i stedet for at være ked af det og sige ordene: “jeg er pisse bange”.

Min rationelle vrede lod jeg også gå ud over Bornholms hospital, som jeg aggressivt tastede en mail til, og spurgte dem hvad fanden i helvede de havde tænkt sig. At det ikke var særlig rart at være mig – jeg havde haft en kort telefonsamtale med lægen, men udover det anede jeg ikke en fløjtende fis om, hvad der skete. Hvad er der galt med mig? Hvad er det næste der skal ske? Skal jeg opereres? Er jeg syg? Har jeg en hjernetumor? Jeg var rasende.

Resten af dagen forløb ikke særlig hyggelig, og hvis man virkelig vil torturere mig, skal man sætte mig til at vente. Vente på svar. Vente på at høre fra nogle. Uvished.

Jeg kunne ikke finde ud af at tale med nogle resten af dagen, jeg blev edderspændtrasende på mine forældre over alle deres spørgsmål når jeg ikke selv vidste en fucking skid, og Lasse, han skulle ikke kigge forkert på mig, før jeg imploderede.

Jeg gik i seng klokken 19.

Næste morgen blev jeg vækket af min ringende telefon. Det var lægesekretæren, hun lød overordentligt glad. “Kan du komme klokken 13 i dag? Lægen vil gerne tale med dig”, og det eneste jeg kunne tænke på var: hvad er du så glad for? Er det fordi jeg skal dø? Hvorfor skulle hun ellers skrue den der happy-voice på?

Der var langt til klokken 13, med galoperende dødsangst.

“Er det nu jeg skal tage de der beroligende jeg har haft liggende i min taske i to måneder?” spekulerede jeg, men tænkte også, at hvis jeg ikke kunne komme igennem dette uden stoffer, hvordan fanden skulle jeg så komme gennem noget. Som helst.

Inden vi skulle ud af døren nåede jeg at se det hele for mig. Dødsdommen. Min sidste tid. De børn jeg aldrig nåede at få. Tårerne løb flittigt ned ad mine kinder, og jeg hev efter vejret. Nu er det nu.

“Hvis du har den sygdom jeg mistænker, så kan det behandles med vanddrivende tabletter” konstaterede lægen bag det store skrivebord. Jeg kiggede over på Lasse og smilede. Så skal jeg ikke dø. Ikke lige nu, hvert fald.

Det var en god samtale, hvor vi fik svar på de spørgsmål vi havde.

“Kan du komme i morgen klokken 10, vi er nødt til at måle trykket i din rygmarvsvæske?” spurgte lægen med hendes grove tyske accent. Da jeg spurgte hende om det gjorde ondt at få den lumbalpunktur, sagde hun ikke noget. Ledte efter de rette ord, sagde “altså” på en tysk måde, mere sådan: “alsoo…” hvis du kan forestille dig.

Spol et døgn frem. Fredag. 20. april.

Jeg ligger på siden i en hospitalsseng, Lasse holder mig i hånden, jeg har taget de beroligende piller og mærker derfor ikke længere angsten.

“Jeg stikker nu” sagde lægen, og jeg mærkede nålen gå gennem min hud nede i lænden, ind i min rygrad. Først gjorde det ikke ondt, det var mere ubehageligt. Hun blev stille. Det virkede ikke. Prøver igen.

Nu gjorde det ondt. Jeg tillod mig at sige aaaav. Virkede ikke. Prøver igen. Hun er stille.

Det virker ikke. Der kommer ingen rygmarvsvæske ud. Jeg får intet at vide. Hun siger ingenting. Beder mig om at prøve at sætte mig op. “Det kan jeg sgu da ikke, jeg har 4 kanyler i min rygrad” snerrer jeg, hvortil lægen, Lasse og de to søde sygeplejersker siger, at der intet sidder. Det hele er taget ud. Det føles bare ikke sådan.

Jeg sætter mig op. Hun prøver yderligere et par gange. “Vi tilkalder en anastæsilæge” konkluderer hun, og stopper med at torturere mig. Det gør ondt. Jeg har ondt. Hovedpinen starter. “Jeg har hovedpine” siger jeg højt, men ingen reagerer.

Jeg når knapt at sætte mig op, før han står der. Anastæsilægen. Vittig type. “Du må gerne bande, men så skal det være på bornholmsk” vi griner. Lidt endnu.

Jeg lægger mig ned, han stikker. Pludselig rammer han en nerve, og hele mit venstre ben føles som om det står i flammer. Jeg går fra at være musestille til at skrige højt, råbe, “hvad fanden sker der?! Hvad sker der med mit ben?!” skriger jeg, men ingen svarer mig. Herfra bliver det hele ret sløret. Jeg får svedige hænder når jeg skriver det her. Jeg kan ikke huske, om det skete to gange. Det med nerven. Det tror jeg. Han stikker mig tredje gang, og jeg tigger og beder ham om at stoppe, mens jeg hulker og sveder og skriger og er rædselsslagen, han siger: “jamen vi skal jo finde ud af hvad du fejler”, hvortil jeg siger det er ligemget. Det er pisse ligemeget. “Jeg stikker ikke mere” konkluderer han, og da han trækker kanylen ud bryder jeg fuldstændig sammen. Han har dårlig samvittighed. Aer mig i håret. Undskylder. “Det gør da ikke noget” hulker jeg, høflig som jeg er, men han insisterer. Det gør noget. Jeg holder stadig Lasses hånd i min, og de er våde. Drivvåde. Af rædsel.

Han undskylder og går, jeg prøver at sætte mig op, men er blevet stukket 7 gange i min rygrad. Det gør ondt. Får plaster på. Sygeplejeskerne virker utilpasse. Hvad tænker de mon? De kommer med saftevand og knækbrød, og lægen kommer ind og siger at jeg skal til Glostrup. De er eksperter. De kan lave lumbalpunkturen på mig. “Nu?!” spørger jeg med min gennemhullede rygrad, en hovedpine så voldsom jeg er ved at kaste op, med et glas saft i hånden og knækbrød i kæften. Hun nikker.
“Nej. Jeg skal hjem” siger jeg fast, og undrer mig stille over hvad fanden hun tænker på.

Jeg kan ikke stoppe med at græde. Jeg har det som om det der lige er sket, er helt uvirkeligt. Hovedpinen er slem. Min rygrad brænder. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan vi kommer hjem, men jeg går direkte i seng. Opdager til min store lykke at hovedpine dæmpes gevaldigt når jeg ligger ned. Falder i søvn.

De næste 3 dage; lørdag, søndag og mandag ligger jeg ned. Kan spise. Kan se TV. Kan ikke stå oprejst. Lige så snart jeg gør det, vågner et migrænemonster i min rygrad, og det føles som om jeg skal dø. Mit hoved dunker så voldsomt i takt med min puls, at jeg er bange for det skal eksplodere. Det er et helvede, når jeg skal tisse. For det meste er det noget med at tage en dyb indånding, rejse mig op, forsøge at holde mig i live så længe jeg tisser, og så skynde mig at ligge ned igen.

Tirsdag morgen vågner jeg og tænker, at jeg har sovet rigtig dejligt. Jeg rækker ud efter min telefon, og opdager at det hele kører rundt. “Fuck, hvor er jeg svimmel” siger jeg og tager mig til hovedet. Det føles som om mine øjne kører rundt i hovedet på mig. Jeg græder. Hele tiden.

Ringer til hospitalet, og de vil gerne have mig ind. De sender en ambulance.

Jeg bliver indlagt på neurologisk afdeling til observation, får morfin. Det hjælper. Selvfølgelig.

Onsdag morgen. En af de værste dage i mit liv. Har været vågen hundrede gange i løbet af natten, fordi jeg ligger på stue med en der skal have målt sit blodtryk hver time.

Jeg bliver vækket klokken 7 af en sygeplejerske, som skal tage nogle blodprøver. Jeg er dårlig. Min mund er helt udtørret. Jeg skal kaste op. Jeg er våd af sved. Jeg kan ikke mere. Græder. Hulkende. “Du er ked af det” siger hun, aer mig på armen. Jeg nikker sagte med dynen trukket helt op over mit våde ansigt.  Jeg græder den næste time. Gad vide hvad mine stuekammerater har tænkt?

Hun går igen, og en sygeplejerske kommer ind og ser mit tudefjæs. “Jeg skal nok få lægen til at tage dig først til stuegang” siger hun beroligende, mens jeg ligger og forsøger at ignorere mit bankende hoved, at det hele kører rundt, at jeg skal kaste op.

Pludselig står hun der. Lægen. Hun er småirriteret.

Fortæller mig at jeg enten kan få noget væskedrop, eller en bloodpatch.

Jeg græder. Igen. Føler en følelse jeg ikke har følt i årevis: “jeg vil ha’ min mor”. Jeg kan på ingen måde magte at skulle stikkes igen, men for fanden, hvor vil jeg gerne af med den hovedpine.

“Jeg vil ha’ en bloodpatch” siger jeg med en stemme der ikke lyder som min. Pludselig kommer Lasse. Han sidder trofast ved siden af mig og venter 7 timer, før lægen igen kommer. De har ikke tid til at lave bloodpatch på mig alligevel.

 

Er jeg en hykler?

Pludselig stod tårerne ud af mine øjne, mens jeg stod dér, midt i opvasken.

“Hvad er der galt?!” spurgte min mor forskrækket, og omfavnede mig med al sin moderlige kærlighed, alt imens jeg hulkende hev efter vejret, og desperat forsøgte at komme i tanke om hvordan jeg dog pludselig mistede al håb.

Kan man egentlig blive akut depressiv? Det tror jeg, jeg bliver engang i mellem. Hvad der udløser det er svært at svare på, men nogle gange kan jeg gå fra et ganske almindeligt lalleglad humør til at være indlæggelsesparat med så sorte tanker at selv Lana Del Rey ville sige: “okay, skru lige ned!”
Det er som om jeg engang i mellem får overbevist mig selv om, at der vitterlig intet er at eksistere for. For selv alt det dejlige og livsbekræftende skal man miste en dag, og hvad er så overhovedet pointen i at have det?

Dén tanke kan knække mig. Dén tanke kan gøre, at jeg fuldstændig taber småkagerne, selv midt i opvasken.

Heldigvis er jeg rimelig nem at få tilbage på sporet igen, og det hjalp min mor mig med, da hun spurgte mig: “hvis du skulle dø lige nu, hvad ville du så fortryde ikke at have gjort?”
“At få børn” svarede jeg prompte, og lige dér kom jeg i tanke om, hvorfor det er jeg eksisterer. Den samme tanke der holdt mig i live under min langtrukne, lede son of a bitch af en depression for to år siden:

“Børn. Jeg skal have børn”

Hvis man har læst mit tidligere indlæg, ved man også jeg for tiden kæmper med mit selvbillede, herunder især min overvægt. Dette kom vi også ind på:

“Jeg har det af helvedes til med mig selv” konstaterer jeg, og græmmes når jeg tænker på de billeder Lasse tog af mig igår, hvor man tydeligt kan se at jeg næsten vejer 100 kilo.

Jeg bliver ked af det. Træt. Træt ved tanken om, at den her kamp endnu ikke er fucking slut.

Inderst inde mærker jeg en sorg, som jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med. Jeg er ked af, at være overvægtig i den grad jeg er. Jeg møder det flere gange dagligt, når jeg ikke kan passe noget tøj, når jeg bliver forpustet af at gå op af trapperne, når det gør fysisk ondt at bukke sig for at tage strømper på, når mit håndklæde ikke kan nå hele vejen rundt om mig efter mit bad. Men endnu værre; jeg har ondt i knæ, fødder, ryg og nakke. Om det er betinget af min overvægt ved jeg ikke, men det giver meget god mening, at mine knæ bliver slidte når de skal bære rundt på 100 kilo.

Min mor taler om at tage ansvar. At hun oplever jeg tager ansvar. Fordi jeg taler højt om det, fordi jeg er begyndt til træning igen. Det gør mig glad. Varm. Hun siger at jeg ikke har taget ansvar tidligere, hvortil jeg brat stopper op og siger: “jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal gøre!” og mærker den altomfavnende opgivenhed, hvilket leder mig til det næste: “jeg er simpelthen så forfærdeligt plaget af dårlig samvittighed, fordi jeg har næsten 2000 mennesker der følger mig på de sociale medier, fordi jeg prædiker at man er god nok som man er. Og så synes jeg ikke engang selv, at jeg er det. Det gør mig til en hykler”

“Det er du nødt til at dele med dem” svarede hun kort.

Det er som om, jeg farer vild i mine egne tanker. Jeg bliver væk. Jeg glemmer.

Glemmer hvad det er jeg har lært. Overbeviser mig selv om, at hvis jeg bare vejede mindre, så ville jeg være lykkelig.

Er det ikke sygt? Jeg ved, med hele min krop og sjæl, at det ikke passer. Jeg har oplevet det igen og igen og igen.. Hvorfor bliver jeg ved med at gå ned af den vej?

Måske er det bare en forsimplet løsning på livet. Håndgribelig. Nem. Distraherende.

Jeg ved jo godt min overvægt er et symptom. Jeg har ikke haft det nemt, og jeg var ikke kommet igennem det uden det madmisbrug. Som en alkoholiker uden sprut.

Og jeg ved, med hele mit hjerte, at i takt med jeg dyrker min livsglæde, dyrker mine drømme, dyrker mig.. Vil de ekstra kilo langsomt glide af. Som et beskyttende lag der slippes.

Konklusionen må være, at jeg ikke er en hykler – jeg farer bare vild engang i mellem. Jeg er også et menneske.

 

En kæmpe fejltagelse

“Alt dette.. Bare fordi jeg har vejet mig een fucking gang” udtalte jeg lettere aggressivt mens jeg lænede mig ind over bordet og kiggede min veninde i øjnene. Vi var seriøse. Frustrerede. Vi har begge kæmpet med vores vægt og kropsbillede lige så længe vi kan huske. 20+ år.
Hvorfor?

Jeg havde lige brugt ti minutter på at fortælle hende om hvordan mit liv er gået stødt ned ad bakke, bare fordi jeg en enkelt gang har lavet den store brøler at træde op på en badevægt. Hvordan det har tricket mine gamle og meget spiseforstyrrede tanker om slankekure og træning, hvordan jeg har ledt efter afføringsmiddel i min mors gemmer, og hvordan jeg har de allerbedste intentioner om at begynde at leve et sundere liv, og dermed også smide lidt flæsk, men at der på forunderlig vis sker det stik modsatte. Pludselig spiser jeg mere end jeg kan indeholde, og mavesmerter er ikke en sjældenhed. Jeg er besat af mad – hvad har vi i køleskabet, hvad skal vi have at spise i aften og er der nok slik i skabet?

Hvad skete der? Det gik jo for fanden lige så godt?

Jeg tænker tilbage på et foredrag jeg var til med Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, hvor psykologen Sidsel De Voss sagde noget med, at man har lavet undersøgelser der viser, at bare dét at træde op på en vægt kan udløse en (/øget) overspisning. Jeg har altid troet på det – men nu har jeg i allerhøjeste grad fået det bekræftet.

Min veninde og jeg tager en tår af vores rødvin. Der er stille et øjeblik.

Jeg føler mig vred. Måske endda rasende, selvom jeg prøver at eliminere det fra mit liv. Jeg er træt. Jeg gider det ikke fucking mere. Vi er på jorden én gang – hvorfor skal jeg bruge så meget tid på at bekymre mig om min vægt, min fede mave, de røde strækmærker der dukker op alle vegne, hvad størrelse mine bukser har, og hvor langt jeg kan løbe uden at kaste op? Det gider jeg ikke!

“Ved du hvad?” sagde jeg og stillede resolut mit vinglas fra mig. “Det skal kraftedeme være løgn. Det er slut med restriktioner, slankekure, diæter, tvangsmotion, afføringsmiddel og negative tanker om mig selv.. Jeg har været der i mange år, og hvor har det fået mig hen? Hvor har det fået dig hen?!” nærmest råbte jeg, og min veninde nikkede samtykkende. Vi konkluderede at vores erfaringer til sammen viste, at det aldrig, aldrig nogensinde, kan være den rigtige sti at gå ned ad.

“Fra nu af står den fandeme på dét jeg ved virker: selvkærlighed, meditation, yoga, livskvalitet, fordybelse, positiv og lystbetinget fysisk aktivitet, og næringsrig mad, fyldt med farver og kærlighed”

CAN I GET AN AMEN?!

Apropos vægt..

Forleden fandt jeg et billede af mig selv. Det er fra sommeren 2014, og jeg vejer ca. 80 kilo, altså 18 kilo mindre end jeg gør i skrivende stund. Jeg behøver næsten ikke at beskrive, hvor meget jeg hadede min krop, og hvor lidt jeg havde lyst til at tage billeder af mig selv. Se selv:

Den eneste grund til jeg tog billeder af mig selv uden tøj på, var fordi jeg desperat ville have før/efter billeder af det vægttab som aldrig skete, fordi jeg overspiste 180 gange om dagen.

Overvej lige hvor ulykkelig jeg ser ud?

Det får mig virkelig til at reflektere, at når jeg vejer i midten af 90’erne, og efter virkelig hårdt arbejde, kan jeg elske mig selv og min krop helt inderligt. Her vejer jeg langt mindre, og jeg hadede mig selv. Jeg synes jeg var det klammeste i hele verden. Så, hvad vil jeg med dette?

Jeg vil blot minde om:

Det handler ikke om hvilket tal der står på din vægt – det handler om hvor meget effort du ligger i at forbedre dit sind. Hvis ikke ovenstående beviser dette, så ved jeg ikke hvad gør. Du kan veje 60 kilo og være ulykkelig, men du kan også veje 60 kilo og være vild med dig selv. Du kan veje langt over 100 kilo, og hade det, men du kan også elske det. Its all in the head.

.. Og hvad så nu?

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg ønsker at tabe mig, men ikke for enhver pris. Jeg har for tre år siden lovet mig selv aldrig mere at gå på slankekur, og det kommer jeg heller ikke til. Jeg tror fuldt og fast på, at et vægttab kommer stille og roligt i takt med, at man finder sin plads i livet og dyrker sin livskvalitet.

Det er dén sti, jeg vil vandre ned af. Nu og for evigt.


BRUG FOR HJÆLP TIL AT FÅ ET BEDRE KROPSBILLEDE, SLIPPE SPISEFORSTYRRELSER OG SELVHAD?

Find min bog her:

Almindelig bog

E-bog

Kropspositiv meditation: