How things were..

Spol to år tilbage:

Om dette skal betragtes som en opsang, en bekymringsskrivelse, en hjælp, et vredesudbrud.. Jeg er ikke helt sikker endnu.

Vi glemmer at leve livet. Personligt har de sidste 5 år for mit vedkommende omhandlet min vægt, og det faktum at jeg skulle tabe mig, mere end noget andet. Og jeg er sikker på, at I kan nikke genkendende til dette. Måske ikke dét, at skulle gå ned i vægt – men at skulle ændre kroppen på en eller anden måde. Tage på i muskler, få lavet større bryster, bygge en stor røv,  tabe de sidste irriterende tre kilo.

Vi er mere end nogensinde fokuserede på vores ydre fremståen, og meget lidt det indre og vores reelle velvære og livskvalitet. Jeg må indrømme jeg føler, at vi på samfundsbasis har fuldstændig misforstået “sunhed”. “Oh God, hold nu kæft..” tænker du måske, fordi ja, den smørre har jeg kraftedeme også læst mange gange. Men det her kommer ikke til at handle om definitionen af sundhed. Fuck sundhed. Hvad med livet?

Alle steder jeg kigger, ser jeg kvinder der hader dem selv. Sjældent handler det om, at de slår deres børn, at de dumper alle deres eksaminer, at de er rådne ægtefæller og kærester.. Næh, det handler om en delle. En delle, der sidder nederst på maven.  De fleste af dem, er fuldstændig besat af et bestemt tal på vægten. Tallet der vil gøre dem perfekte, værdifulde kvinder. De skal bare se det fucking tal på vægten, koste hvad det vil, og vejen dertil kører dem fuldstændig ned, og det jeg finder allermest uhyggeligt er, at det pludselig ikke handler om andet. Jeg ser folk, der lader livskvaliteten sive langsomt ud af deres liv, indtil det kun handler om tal. Tal på vægten, hvor mange kalorier de har spist, hvor mange kalorier de har forbrændt, hvor mange kilometer de har løbet, og hvor mange minutter det har taget.

Jeg er ikke en skid bedre selv, og jeg har måske endda været en af de værste. I flere år har mit liv ikke handlet om andet end, at jeg skulle tabe mig. Historien hed sig: “jeg har taget på, jeg er for tyk, jeg skal tabe mig” det fortalte jeg mig selv igen og igen, og der gik ikke længe før det bare var min virkelighed. Med at skulle tabe sig, følger også, at man ikke er god nok. Hvordan kan man være god nok, når man er for tyk? Inden længe var det min reelle opfattelse af mig selv, og for hver dag der gik blev det kun værre. Jeg hadede mit liv, og hver dag var det samme. Jeg sov længe, fordi jeg var fuldstændig udmattet, både psykisk og fysisk. Jeg trænede hver dag, nogle gange to gange om dagen, og jeg var fuldstændig afhængig af det. Til sidst var min krop så ødelagt, at mine ben syrede til, bare når jeg skulle rejse mig.
Det første jeg tænkte da jeg slog mine øjne op var: “jeg skal tabe mig”, og derefter hvad jeg skulle spise. Jeg gjorde altid mit bedste for at planlægge maden, og jeg synes faktisk at det i nogle perioder er gået godt, men jo længere jeg kom ud, desto sværere blev det at mestre. Pludselig kunne jeg ikke fysisk holde mig fra den plade chokolade der lå ude i køkkenskabet, og før jeg så mig om, stod jeg febrilisk og proppede det ind i munden, som var det det sidste jeg fik at spise nogensinde. Bagefter var jeg total omtumlet, og kunne ikke rigtig beskrive hvad der var sket. Det næste jeg gjorde var, at stikke chokoladepapiret så langt ned i skraldespanden som overhovedet muligt, så min kæreste ikke ville opdage det.

Om jeg så gik ud og kastede op? Nej, aldrig. Jeg hadede bare mig selv, torden og fucking lynild: “din latterlige lortespasser narrøv, du kan kraftedeme ikke finde ud af en skid, hvorfor dør du ikke bare” hviskede jeg rasende til mig selv, mens jeg bandt mine løbesko og slugte en koffeinpille.

I mange år rørte jeg udelukkende light- og fedtreducerede produkter, og var bogstavelig talt ved at dratte ned af stolen når folk proppede dressing på deres salat: “hvorfor spiser du det der?!” udbrød jeg, som om det overhovedet var noget jeg burde have en mening om. Hvis de i Fakta kun havde letmælk, så skulle jeg ikke have noget, og mayonnaise og remoulade var kun at finde i mit hjem, hvis det var light. For slet ikke at tale om alle de sociale begivenheder jeg er gået glip af, fordi det involverede alkohol. Alkohol var i mine øjne lig med åndssvage kalorier, og det skulle jeg slet ikke nyde noget af, og hånede nærmest folk når de tog en øl til frokosten: “hvorfor gider du spilde kalorier på det der?!”

Engang bad jeg min kæreste købe Pepsi Max med hjem til mig, og da jeg tog den første tår syntes jeg godt nok ikke det smagte helt som det plejede. Der gik nogle dage hvor jeg drak løs, og så pludselig opdager jeg, at der kun står “Pepsi” på flasken, og ikke noget “Max”. Jeg nærmest spyttede det ud jeg havde i kæften, og råbte efter min kæreste: “HVAD FANDEN I HELVEDE ER DET DU HAR KØBT?!” min verden brød fuldstændig sammen, fordi jeg havde gået i nogle dage og drukket sodavand med sukker, og ikke light.
Ligeledes husker jeg at have siddet inde i vores stue, skruet ned for fjernsynet, sådan at jeg kunne høre, om min kæreste brugte olie i vores aftensmad. Da jeg så pludselig hørte en knitrende lyd fra stegepanden, fór jeg ud i køkkenet og råbte ham op i hovedet. Stakkels mand. Det gjorde så ubeskriveligt ondt, at give slip på kontrollen, og det skete næsten aldrig… Eller gjorde det?

Mit liv var præget af så meget kontrol, og jeg var konstant overvældet af følelser – flest dårlige. Jeg var altid udmattet, hadede mit liv og følte mig hele tiden på usikker grund. Jeg havde brug for tryghed – ligesom dengang man faldt i søvn i sin mors arme med en pat i munden, og ikke havde en bekymring i verden.  Det var der kun én ting der kunne give mig: at slippe al kontrol, og bare spise. Proppe kæften med fedt og søde sager – helst pizza og is. Det gav mig lige et øjebliks frihed, endorfiner, lykke, tro på livet og dets godhed. Og bagefter? Så brød helvede løs, og i mit sind var der krig.

Med hele den her fitnesskultur følger et begreb med, som jeg er sikker på du allerede har hørt: cheatday. Nogle tillader sågar kun sig selv et såkaldt “cheatmeal”.
Jeg tror cheatdays har ødelagt mit liv. Det var intet mindre end forfærdeligt at befinde sig i. Jeg skulle spise sundt og “ordentligt” i 6 dage, og på 7. dagen måtte jeg konsumere hvad som helst jeg drømte om. Ja, det var der ikke nogle der sagde jeg skulle, men det var den struktur jeg havde sat op for mig selv. Sådan gjorde alle andre, og det måtte være vejen til succes – altså et vægttab. Hver dag vågnede jeg og tænkte: “årh, nej” og magtede nærmest ikke at komme ud af sengen, til det samme kedelige morgenmad bestående af skyr med havregryn, derefter et mellemmåltid á riskiks med hamburgerryg – ja, du kender sikkert resten. Den dag i dag kan jeg faktisk godt lide førnævnte fødevarer, så det var ikke problemet. Det var restriktionen. Det var planen jeg skulle følge, og hvis ikke var jeg fucking doomed, og det jeg troede var meningen med livet, var pludselig forsvundet. I alle 6 dage gik jeg og tænkte over, hvad jeg ville spise den 7., og jeg tror sjældent jeg har følt lykke, som jeg følte når jeg vågnede om morgenen på min cheatday, og jeg skal love for, at jeg fyrede den af. Rundstykker med tandsmør til morgenmad, pølsehorn og chokolade til frokost, så en lur på sofaen fordi jeg var ved at eksplodere, og til aftensmad stod den altid på pizza og så is om aftenen. Én gang har jeg kastet op, fordi at der fysisk ikke var mere plads i min mave, og jeg vred mig af smerter. Jeg så ingen anden udvej end at stikke en finger i halsen, og få noget af det op igen. Kender I det, når det føles som om ens mavesæk får strækmærker? Sådan havde jeg det altid på min cheatday, og sad altid om aftenen med et blegt udtryk og en blanding af skuffelse og selvhad der kørte rundt i mit hoved. Jeg kan stadig mærke følelsen af fuldstændig og komplet fortvivlelse, så det faktisk giver mig tårer i øjnene. Flere gange tænkte jeg stille for mig selv: “er det her normalen?”

Det eneste jeg ønskede var at være perfekt. Var det for meget at forlange? Jeg ville slå benene væk under folk med mit smukke ydre, min veltrænede og slanke krop, mit gåpåmod, min rygrad, min power. Hvis bare jeg tabte mig det jeg skulle, så skulle alt blive godt. Så kunne jeg begynde at leve igen, og gøre alle de ting jeg havde sat på standby, indtil jeg var blevet slank igen.

Inden længe havde jeg det, som jeg i dag kalder for “cheatday-mentalitet”, som på ingen måde var gavnlig eller hensigtsmæssig for mig. Jeg er sikker på at mange kan nikke genkendende til dette: kalorie- og fedttung mad er forbudt, og vil ødelægge dit liv. Men vi er indrettet sådan, at så snart vi får at vide “du må ikke se hvad jeg har i den her kasse”, eller “det er forbudt at åbne den her dør”, så kan vi bare ikke lade fucking være! Der er faktisk lavet undersøgelser som viser, at lige så snart vi nægter os selv f.eks. at ryge, er smøger det eneste vi kan tænke på – hvis det da er den hang man har.
Min kæreste går f.eks. aldrig nogle steder uden at have en flaske vand med, for skulle han nu opdage at han er vand-løs, bliver han ud af det blå ustyrligt tørstig. Det er vores sind der spiller os et puds, og det samme skete for mig. Jeg kunne pludselig ikke tænke på andet end de ting, som jeg kun måtte spise på min cheatday, og så var en uge altså lang tid. Holdte jeg det så? Næh. Pludselig kom jeg til at spise noget chokolade på en almindelig tirsdag, det næste jeg tænkte var: “så fuck da det”, og inden jeg fik set mig om havde jeg indtaget flere tusind kalorier. Og! Det værste ved min cheatday-mentalitet var, at jeg ofte spiste mere end jeg havde lyst til, fordi jeg tænkte: “det er nu jeg har muligheden! Når klokken slår 00 er det igen en ny dag, og så skal jeg fandeme gøre det ordentligt”.
Det vil sige, at jeg tit har siddet klokken 23 om aftenen med koldsved på panden og kørt studenterbrød ned, fordi jeg overbeviste mig selv om, at det var min sidste chance for at få noget “lækkert”. Jeg tør faktisk slet ikke tænke på, hvor meget jeg egentlig har spist, selvom jeg ikke havde lyst, fordi jeg sagde til mig selv: “nu går du lige amok i det her mad, og så starter vi igen i morgen”. Det endte bare aldrig sådan.
Da det var allerværst kunne jeg skifte mellem de her to mentale tilstande flere gange dagligt. Jeg kunne starte ud med at spise et stykke pizza fra dagen før, og så brød min verden sammen, fordi jeg følte jeg havde ødelagt det hele. Så ville jeg løbe som var der ingen i morgen, og så blev alt godt igen. Nogle timer senere kom jeg igen til at spise noget usundt, og sådan kunne det køre hele dagen. Sikke et liv at leve, hva’? Jeg skiftede konstant mellem: “fuck det hele” og “nu gør vi det fandeme!”, og den eneste følelse der egentlig står klart for mig nu er: udmattelse.

Og hvad så nu? Ja..
Det er ved at være ti måneder siden jeg opdagede at den var helt gal. Der skete sådan set ikke noget skelsættende, jeg husker bare jeg sad i min sofa og tænkte: “gad vide hvad fanden der er galt med mig?” fattede min computer, og googlede: “lider jeg af overspisning?” Oh yes, i allerhøjeste grad. Jeg endte på Jette Uhres hjemmeside, som guidede mig gennem nogle trin. En af dem var blant andet at love sig selv, aldrig mere at skulle på kur. “Jeg går aldrig mere på kur” sagde jeg højt, og hørte min stemme ryste. Det har jeg ikke været, men jeg kan heller ikke. Lige så snart jeg kan ane noget der ligner en restriktion ude i horisonten, så stejler jeg. Om det så bare er at tage en vitaminpille hver dag – lige så snart det bliver stillet op som en restriktiv struktur, så er jeg done. Det kan jeg ikke, og jeg nægter at have det i mit liv. Det har godt nok også kostet mig ti kilo, og jeg er tungere nu end nogensinde før – 92 kilo. Men jeg har det godt, og jeg tror endelig jeg er ved at være ude på den anden side.

For ti måneder siden droppede jeg alle mine restriktioner. Til at starte med var det både svært og fantastisk på samme tid. Det var lidt ligesom at sige farvel til en gammel ven, men for fanden, hvor var det fedt bare at spise hvad pokker der passede mig, og der røg hurtigt nogle kilo på. Det har kostet mig mange timer hos min psykoterapeut, hos min coach, mange tårer, mange søvnløse nætter.. Men jeg tror endelig jeg er ved at knække koden, og jeg føler faktisk min livskvalitet er steget med noget der ligner 80%.

Jeg er begyndt at takke ja til en øl i ny og næ, hvilket har gjort meget for mit socialliv. Sodavand med sukker drikker jeg stadig ikke, men er det den eneste mulighed går jeg ikke i selvsving. Jeg har fundet ud af at det bare ér lettere at lave bearnaisesauce hvis man bruger smør, og tzatziki smager bare så meget bedre med creme fraiche 9/18% end med skyr! Men vigtigst af alt er jeg kommet nærmere dét, at mad er nogen der er i mit liv for at jeg ikke skal dø, og har sluppet store dele af besættelsen.

Det huer mig ikke ligefrem at veje så meget, men jeg elsker hvad jeg ser i spejlet. Det siger jeg til mig selv, og ved I hvad? Det virker. “Jeg ser fandeme godt ud, og mit værd skal ikke defineres af min vægt”.

Derfor bliver jeg ked af det, når jeg vender blikket udad, og ser alle de smukke, bedårende, ganske normale, perfekte kvinder, som hader sig selv for fuld smadder, fordi de har en lille delle, appelsinhud eller strækmærker. Det gipper i mig, og får mit hjerte til at synke helt ned i tærerne, når jeg tænker på hvor det (vi) skal ende. Så lad mig derfor stille dig disse spørgsmål:

Når du sidder som 80-årig og ser tilbage på dit liv.. Hvor stor en betydning skal dit udseende så have haft? Vil du så sidde lige som mig, som jeg unægtelig kommer til at gøre, og tænke: “jeg har hvert fald brugt 5 år af mit korte liv på, kun at fokusere på nogle ekstra kilo på sidebenene?” eller værre endnu: “jeg fik aldrig gjort noget af det jeg gerne ville, fordi mit udseende holdt mig tilbage”

I virkeligheden synes jeg ikke det er særligt beundringsværdigt at opnå et vægttab. Alle kan tabe sig, og de fleste har sikkert også prøvet det på et tidspunkt. Jeg synes desværre bare vores samfund er sådan indrettet, at vi kun klapper hinanden på skulderen når vi opnår et eller andet fysisk, såsom et marathonløb, bikinifitness eller et vægttab. Jeg har engang formået at tabe tolv kilo, og for fanden mand, hvor fik jeg meget opmærksomhed, skulderklap, beundrende blikke og nærmest “stalkere”. “Hvordan har du gjort? Hvad er din hemmelighed? Vil du hjælpe mig?” og “du er simpelthen så sej. Er du ikke stolt af dig selv?” “jeg ville ønske jeg havde din rygrad!”
Jeg har aldrig før prøvet, at blive så anerkendt som dengang jeg opnåede et vægttab. Ingen komplimenterede mig for at være omsorgsfuld, hjælpsom eller have et klogt hoved. Og hvad er egentlig mest værdifuldt? Næh, jeg synes ikke et vægttab er særligt beundringsværdigt. Ved I hvad er? At være lykkelig.

Det er fandeme sejt, at være lykkelig. Det er i allerhøjeste grad beundringsværdigt, at vågne hver morgen og være glad, helt ned i maven. Er det ikke dét vi i virkeligheden drømmer om alle sammen? Så find ud af, hvad gør dig lykkelig. Hvis du tror det er at være delle, strækmærke- og appelsinhudsfri, så tro om igen.

 

One year ago

For et år siden skete der noget i mit liv, som var ufatteligt hårdt at komme igennem.

Jeg var ved at miste min far.

Heldigvis har jeg verdens sejeste far, som gerne vil dele sin historie, selvom den er enormt privat og en kende grænseoverskridende. Det er nu blevet til en podcast, du kan høre ved at klikke her.

Tag godt imod den <3

Jeg elsker dig, far.

Jeg har angst

Jeg har sommerfugle i maven, men det er ikke fordi jeg er glad og spændt, næ, det er fordi jeg er dødsangst og nervøs.

Nervøs for at dø, nervøs for at miste, nervøs fordi jeg er bange, bange fordi jeg er i live.

Jeg hiver forsigtigt efter vejret, bange for at vække opsigt, bange for nogle skal opdage, at jeg ikke har det godt. Det gik jo så forrygende. Hvorfor banker du på nu, angst? Jeg troede vi var færdige med hinanden.

Tinnitusen på mit venstre øre brager derud af, og det gør mig ængstelig, det gør min lunte kortere end hvad godt er, jeg skælder ud og stemningen bliver dårlig. Jeg kan ikke sove for larmen, og gud nåde og trøste den der vækker mig, når jeg først er faldet i søvn.

Min hjerne er travlt optaget af insisterende og nærgående tanker, der gerne vil bestemme det hele. De spørger mig hele tiden om ting jeg ikke kan svare på, ligesom en irriterende 4-årig unge: “Hvorfor er månen ikke lavet af ost?”, “hvorfor er du egentlig i live?” “du kommer alligevel til at miste dem du elsker en dag, så hvorfor ikke bare få det overstået nu?” “livet er en pine, hvorfor trække det i langdrag?” “.. og hvad er øjne i grunden lavet af?”

Hver gang jeg rejser mig må jeg stå stand et øjeblik, indtil mit syn er færdig med at lege kluddermor, og de hvide prikker forsvinder. Jeg er så svimmel, jeg tror hele tiden jeg skal besvime, selvom jeg aldrig har prøvet at besvime, hvordan føles det egentlig at besvime? Mine ben føles lette og hovedet ligeså, er jeg for alvor ved at miste fodfæste?

Jeg kan kort distrahere mig selv med facebook, instagram, netflix og leg med Karla, men der går ikke mange minutter før det banker på igen. Ude foran døren står de.. De eksistentielle spørgsmål: “har du fundet ud af hvad du vil med livet?” spørger den ene, og vader bare ind, med sko på og det hele, siger ikke hej, stiller bare spørgsmål. “Hvad nu hvis du kører galt og dør?” spørger den næste mens han kaster sig i sofaen og smider sine store beskidte støvler op på bordet. Jeg bliver rasende.
“Hvad skal det ikke ende med det hele?” spørger de alle sammen i kor, og bagefter bliver der stille. Larmende stille.

Jeg hiver i et snuptag luft ned i maven, og så siger jeg dét, jeg ved jeg bør sige:

“Jeg ved I er bange. Det er jeg også. Og jeg ved I er her, fordi jeg er bange. I passer på mig. I tror, at hvis bare jeg kan svare på alle jeres spørgsmål, så falder der ro på. Os. Men det kan jeg ikke. Og livet vil gøre ondt, det kan vi ikke undgå. Men vi kan komme igennem det.

Tak fordi I minder mig om, at få det ypperste ud af livet. Tak fordi I minder mig om, at jeg ikke lever for evigt, for det støtter mig i at følge mine drømme. Nu. Her.

Tak.”

De eksistentielle spørgsmål kigger på hinanden, nikker kort, rejser sig og forsvinder hurtigt ud af min hoveddør. Længe. Indtil næste gang jeg har glemt at passe på mig selv. Så står de der igen. Med deres tusindvis af irriterende spørgsmål.

Kender du til angst?


Husk forresten at idag er sidste dag du kan få min E-bog med 25% rabat: klik her for at komme dertil <3

Har du lyst til mere selvforkælelse kan du benytte den kropspositive meditation, som jeg har fået vildt gode tilbagemeldinger på. Den varer 21 minutter og indeholder en afspænding + en guided rejse. Den koster sølle 52 kroner. Find den her <3

 

To år undervejs..

Det eneste jeg med garanti vidste ville hive mig ud af den sorte og regnfulde sky der omringede mit hoved og som fik mig til at tvivle på om jeg ville livet, var de guidede meditationer der lå på min telefon.

For to år siden gik jeg gennem den sværeste periode i mit liv.  Jeg var sygemeldt med en depression, og brugte størstedelen af min tid på at presse uendeligt mange tårer ud gennem min øjenkrog og se Taxa og drømme mig tilbage til de gode gamle 90’ere. Dengang jeg var barn – dengang jeg ikke vidste, hvilken kamp livet ville blive.

Engang i mellem fik jeg fundet nok energi frem til at gå en tur, men de fleste dage var det en kamp overhovedet at komme i bad, fordi mit indre var så tungt og dystert at alt andet virkede komplet ligegyldigt.

Vil du vide mere om min depression? Podcast her.

I Januar 2016 startede jeg, gennem min kommune, på et stress- og depressionskursus, hvor vi fik en del psykoedukation, havde intime og meget personlige samtaler og delinger, gik lange ture, kom til yoga osv. I starten var jeg skeptisk nok for ti personer, men mine fordomme skulle hurtigt blive gjort til skamme. Det var fantastisk for mig, og der gik ikke længe, før jeg var i bedring. Samtidig var jeg på egen hånd startet i en selvhjælpsgruppe på aftenskole, og da vi nåede omkring marts begyndte jeg at kunne genkende mig selv igen.

Noget jeg brugte gennem hele forløbet, og flittigt delte med alle mine medkursister, var guidede meditationer. Hvis jeg havde det rigtig skidt, og havde svært ved at falde i søvn for tankemylder og hjertebanken, satte jeg en meditation på. Det gjorde mig rolig på et splitsekund.

Guidede meditationer havde jeg stiftet bekendtskab til tidligere, og havde også benyttet mig af dem, men da min verden faldt sammen om ørerne på mig opdagede jeg, hvilken værdi det havde for mig at meditere kontinuerligt. Ubeskriveligt.

Nå.

Men en aften i marts måned 2016 efter jeg havde mediteret, lå jeg i min seng, og fik en fucking mærkelig tanke, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke for alvor blev rigtig bekymret for mit helbred:

“Skulle jeg lave min egen meditation?”

HVAD?! “Tænkte jeg lige en kreativ tanke dér?? Nu står verden da ikke længere!” grinede jeg stille for mig selv, fattede min telefon, åbnede for noter og begyndte at skrive. Når jeg tænkte over hvilken slags meditation jeg ville lave, var jeg slet ikke i tvivl. Det skulle være en kropspositiv en af slagsen, hvor man går gennem hver eneste kropsdel og udviser sin taknemmelighed.

Da jeg på meget kort tid havde nedskrevet hvad jeg ville sige på meditationen, downloadede jeg en mikrofon app, og prøvede at indtale noget af det. Men jeg stoppede.

Jeg kunne ikke holde ud, at høre min egen stemme. Jeg var ikke klar.

Spol frem til for to måneder siden..

Ideen slap jeg aldrig. Trangen og lysten til at skabe var der konstant, men først for to måneder siden var jeg klar. Både fordi jeg havde erhvervet mig en mikrofon, men også mentalt. Jeg var klar til at høre min egen stemme, jeg var klar, fordi mit selvværd var fucking klar. Så jeg gik i gang..

Kort efter kom en af mine dejlige kropspositive-medsøstre frem med nøjagtig dét, jeg gik og bryggede på. En kropskærlighedsmeditation. Og uden at tænke så meget over det, lagde jeg igen projektet fra mig. For jeg havde en meget stærk overbevisning der sagde mig, at jeg ikke kunne skabe noget der allerde var skabt.

Spol frem til nytårsaften..

“Jeg var ellers gået i gang med at lave en meditation, men så var der en anden der havde samme idé” slyngede jeg ud, da vi sad rundt om bordet og kæmpede en brav kamp med at æde hummere. Der blev stille. Virkelig stille. Indtil min mor råbte: “OG HVAD SÅ?!” og resten af selskabet nikkede og gav hende ret. Min storebror kom også på banen: “ALT er lavet før – men det betyder ikke, du ikke kan!” Da de havde råbt af mig i fem minutter (ja, vi er ret passionerede i min familie), havde de overtalt mig til at genoptage projektet.

“Gu fanden skal jeg da lave den meditation! Det har været i mine tanker i næsten to år, og nu skal det være!”

Da vi kom hjem til Bornholm gik jeg straks i gang med at kreere. Jeg havde egentlig manuskriptet klar, så det skulle bare indtales. Samtidig ledte og ledte og ledte jeg efter noget musik jeg kunne købe til, men intet levede op til de tunes jeg havde inde i mit hoved.

Min storebror, Dennis, har lavet musik i 20 år, og er i øvrigt selv stor fan af at meditere, så jeg henvendte mig til ham og spurgte om han ville prøve at lave noget musik til. Det gjorde han, og jeg skulle kun lige høre de første fem sekunder før jeg brød ud i tårer og smil: det kunne ikke have ramt mere plet.

Så, venner.

To år undervejs, men nu er den her.

Den guidede kropspositive meditation

Jeg er så stolt og spændt og glad, at jeg er ved at eksplodere! Find den her her her her her!

Hvem er denne meditation for?

Denne meditation er for dig, der kæmper med dit kropsbillede. Dig, der er enormt påvirket af, hvordan samfundet har fortalt os kvinder, at vi skal se ud. Måske du direkte hader din krop, måske du kæmper med en spiseforstyrrelse og måske du taler grimt til dig selv i spejlet.

Den er til dig der konstant er på slankekur uden at tabe dig, eller dig der rent faktisk taber dig, men altid tager det hele (og lidt til) på igen. Til dig der har forstyrret spisning og drukner i uendelige madregler- og restriktioner.

Den er til dig som ønsker en bedre tilværelse og lang bedre livskvalitet, hvor tanker om krop og mad fylder meget mindre. Den er til dig, der ønsker at elske dig selv og sætte pris på din krop.

Meditationen koster 52 kroner, nu, her og for evigt <3

Cheers to loving the skin you’re in, and following your dreams <3

 

Kære 18-årige Christina

Kære 18-årige mig

Jeg ved du synes livet er noget lort, og det har du din fulde ret til.

Du har ikke haft det nemt, og jeg er rigtig ked af at sige, at der går noget tid endnu før du kommer til at trives, men bare rolig.. Hele den lange vej du kommer til at gå, vil give dit liv så meget mening senere.

Der går også mange år før du indser, hvor svært du egentlig har haft det. For lige nu synes du jo bare, at det er sådan dit liv er.  Bevares, du kæmper og græder dig selv i søvn de fleste dage, men det er først om mange år, når du begynder at fortælle din historie, du kan se hvor voldsomt det hele har været. Det knuser dit hjerte og losser dig på røven, og du kommer også til at hive et halvt år ud af kalenderen, hvor du hver morgen beder til at komme levende igennem dagen, men du skal ikke være bange, for det er en ekstremt værdifuld tid, som vil ændre dit liv fremadrettet til det (meget) bedre.

Kære unge kvinde – jeg ved du tror livet ikke bliver til noget særligt, og jeg ved du engang i mellem overvejer om du overhovedet bliver gammel, om du får skabt dig et ordentligt liv, om det nytter noget det hele?

Det gør det. Du vinder. Du når meget længere, end du nogensinde havde turde drømme om.

Jeg kan glæde dig med at sige, at de mennesker der får dig til at stå oppe på broen, kigge ned på togene der blæser forbi og overveje at hoppe – dem vælger du fra, og de kommer ikke til at styre dig det mindste i fremtiden. Bare rolig.

Kære 18-årige Christina

Jeg har gemt det bedste til sidst.

En dag bliver du noget du aldrig troede var muligt – nemlig en der har noget at sige. Du begynder langsomt at tro du er noget værd, og på et tidspunkt finder du ind til noget du virkelig brænder for, og så kæmper du for det. Du kommer til at hjælpe mange mennesker, og selvom jeg ikke ved det endnu, er jeg ret sikker på vi kommer til at leve af det en dag.

Selvom det er svært lige nu, må du ikke miste pusten, for om ti års tid, vil du se, at det var al smerten værd. Det lover jeg dig. Vi klarer den. Vi klarer den så fucking meget!

Du skal også vide, at selvom Lasse og dig har lidt svært ved at behandle hinanden pænt, så ender I sammen. I dag har du hans navn tatoveret på din krop, og nå ja, så var I ude og kigge på jeres første hus sammen igår. Og I bor på Bornholm! Hvor vildt er det ikke? Du får også verdens sødeste hund, Karla, som kommer til at ændre dit liv. Og dig. Når du ser på hende, fordamper den vrede der plejede at styre dit liv, og det er rigtig godt for dig. Din familie har det godt, og du har fået en nevø og en niece. Charlie og Caroline. De kommer til at betyde alt for dig.

Jeg ved du synes du ikke er noget værd, men bare rolig, det ændrer sig også markant. Det kan godt være du synes du er smældende overvægtig, men du kommer til at veje 30 kilo mere, og ved du hvad? Dit selvværd har aldrig været bedre. Just wait and see.

Til sidst vil jeg sige, at jeg passer på dig. Der er mange horrible dage mellem dig og mig, men du skal ikke bekymre dig, for en dag..

Giver alt mening.

Hvis du kunne sige noget til dit 18-årige jeg, hvad skulle det så være?

Jeg skammer mig

Skam.

“Du burde skamme dig!” var en sætning jeg hørte tit som barn, når jeg havde lavet ballade. Så skulle jeg skamme mig – stå i skammekrogen indtil jeg havde indset hvad jeg havde gjort.
Når jeg tænker på hvordan det (seriøst) blev brugt en overgang i folkeskolen af min lærer, bliver jeg helt utilpas. For ved I hvad det sindssyge er?

Vi er aldrig stoppet med at skamme os.

Dejlige Katrine Gisiger skrev i morges noget på sin Instagram om at skamme sig, og jeg skal lige love for det satte nogle ting i gang. Jeg fik lyst til at skrive en kommentar med hvad jeg skammer mig over, men inden jeg overhovedet fór til tasterne, stoppede jeg mig selv, for listen er uendelig lang – opdagede jeg så.

Wow, hvor er der mange ting kvinder skammer sig over, fordi vi fra barns ben har lært at gemme os og “det” væk. Kvinder ér rigtig meget, som vi skal lade som om vi ikke er.

Jeg tager nogle gange mig selv i at skamme mig over f.eks. menstruation. Ikke fordi det er noget jeg synes nødvendigvis er super interessant at diskutere eller noget jeg bringer på som emne ved middagsbordet, men det er mere princippet i det.. At jeg undlader at bruge ordet, overhovedet, fordi jeg ved det gør andre mennesker utilpasse. Ja, og mig selv, for den sags skyld.

For nyligt har jeg fået taget min spiral ud, og min krop fungerer sådan (jeg ved ikke med jer) at når jeg ikke er på prævention, så bløder jeg ret meget. Og det gjorde jeg også denne gang – så meget at jeg tænkte: “det er jeg simpelthen nødt til at fortælle nogle andre!” Det ryger ikke altid lige gallant ud af kæften på mig, det bliver nærmere sådan noget: “hold kæft hvor det vælter ud med blod af fissen på mig, utroligt jeg stadig er i live!” Nogle ting skal altså bare deles – ligesom når man kan slå en bøvs der varer over 5 sekunder. Sikke en præstation.

Nå, men jeg ville også lyve hvis jeg sagde, at jeg sagtens kan gå ned i Netto og købe nogle bind, uden at blive en smule selvbevidst og pinligt berørt. Er det ikke sygt?

Halvdelen af verdens befolkning bløder ud af skridtet en gang om måneden, og stadig er det noget vi lader som om ikke eksisterer? #normalizeperiods

Hvis du, kære kvinde, har svært ved at finde på nogle ting at skamme dig over, så har jeg her uendeligt mange bud.

Du kunne skamme dig over:

At være for tyk, at være for tynd, at have appelsinhud, deller, strækmærker, bumser, hudordme, pigmentfejl, for tynde øjenbryn, for små læber, for store læber, skæve tæer, skæl, at du bider negle, at dine brugte underbukser lugter, ikke at have en uddannelse, at du er dårlig til at køre bil (men du skal heller ikke være for god, for så føler mændene sig truet) ikke at træne (hårdt) nok, ikke at spise sundt nok, over at have spist en flødebolle forrige torsdag, at du ikke kan få en skedeorgasme på 37 sekunder ligesom i pornofilm, at du ikke kan starte et bål, at du ikke er “piget” nok, at du er alt for maskulin, at du ikke kan gå i høje hæle, at du ikke kan lide sex, at du har uendeligt mange sexpartnere, at du ikke kan lide din egen familie, at din chef har taget dig på røven, at du bruger størrelse 54 i bukser, at have små bryster, at fravælge familie besøg fordi de dræner dig for energi, at du ikke kan squirte, at du hver dag (forhåbentlig?) laver ildelugtende lort på toilettet (forhåbentlig!), over at blive i et forhold der ikke er godt for dig, at spise kød, at onanere, at sige NEJ(!!!) til ting, ikke at have lyst til at få børn,  at du har tyndt hår, at være i dårlig form, at være i god form, at have en god løn, at have hår i røven, at være doven, ikke at have styr på økonomien, at bruge for meget tid på de sociale medier, at sige fra over for en person der ikke behandler dig ordentligt, at blive forelsket i en du ikke skulle blive forelsket i..

Men du kunne også lade være

For skam dræber alt. Ligesom Roundup.

Feminisme i mine øjne er (blandt andet) at udrydde al den skam, der er forbundet med at være kvinde.

Jeg mener ikke at alle kvinder skal begynde at fortælle sidemanden i bussen hvor stor en lort de har lavet om morgenen, men det syge er, at det jo er decideret tabu at være kvinde. Der er meget, der ikke tåler dagens lys, for så brister vi mænds billede af hvor perfekte vi er, og det skal det også.

Sidenote: jeg har hørt utallige mænd i mit liv ytre i ramme alvor: “ej, kvinder skider da ikke??” Jo. Jo, jeg har. 

Skam er unødvendigt og tungt, og gør ondt værre. Mindre skam = mere livskvalitet.

Skammer du dig? Hvis du har lyst til at dele over hvad, er kommentarfeltet åbent, og du er så velkommen til at være anonym <3