Ta’ nu noget ansvar, Christina!

Nogle gange når man knokler rumpetten ud af bukserne i søgen på at få en bedre tilværelse, kan der pludselig opstå et gennembrud. Sådan et har jeg lige haft:

“Hvorfor vil du egentlig tabe dig?” Heidi kiggede skeptisk ud over sin brillekant, og jeg tænkte stille for mig selv, at hun slet ikke virker som en diætist. En diætist (som jeg kender dem) havde måske bare stukket mig en madplan, og bedt mig gå en tur eller drikke et glas vand når jeg følte sult. Men sådan er Heidi ikke.

Jeg gravede dybt i min bevidsthed for at finde frem til en grund til at tabe mig. “Fordi lægerne siger det vil hjælpe på min sygdom?” hvortil Heidi mindede mig om, at jeg jo lige havde sagt, at der ikke findes noget evidens for det skulle hjælpe.

Hun spurgte mig: “du har taget 7 kilo på siden du var her sidst, for et år siden. Hvordan har det påvirket dit liv? Hvordan kan du mærke det?”Jeg tænkte så det knagede: “jeg kan ikke mærke det. Overhovedet” måtte konklusionen være, og jeg  begyndte at tvivle på, hvad det overhovedet var min hensigt var med hele det her vægttabsprojekt.

Vi talte. I en time. Jeg fortalte hende hvordan jeg tit tager en 2. omgang aftensmad, uden overhovedet at have lyst. Hvor jeg har min fulde bevidsthed med, men alligevel vælger at skovle mere mad ind. Som om det er en anden der overtager min krop. Madmonsteret. Ude af min kontrol. Hvorfor gør jeg det? Hvorfor i alverden gør jeg dét?

Vi blev enige. Det er noget med at tage ansvar. At kigge madmonsteret i øjnene og sige: “okay, du er her. Vi skal lave en deal”, i stedet for at vende madmonsteret ryggen og lade ham bestemme farten. At blive den voksne i vores relation, og bestemme hvor meget han egentlig må fylde. Ansvar.

Ansvar. Blive voksen. Bestemme farten. Være lidt i det utrygge og ubehagelige. Være mindre lyststyret. “Jeg gør aldrig noget jeg ikke har lyst til” hørte jeg mig selv sige, og det gik op for mig, at det ikke kun handler om mad. Det er hele mit liv. Min mor er nogle gange lidt træt af mig, fordi jeg kun tager en halv opvask. “Hvad skal resten?!” spørger hun provokeret, og slår hænderne ud til siden som var hun italiener. “Jeg gad ikke ta’ mere”, og hvis jeg ikke gider, så lader jeg være. Færdig slut. Hvorfor sætte sig selv i en ubehagelig situation? Hvorfor stå tidligt op, når man elsker at sove længe? Hvorfor stå i timevis og hakke salat og grønt, når man kan ligge på sofaen og spise chokolade? Hvorfor vaske al fucking opvask op, når jeg ikke gider?

Fordi det gør voksne. Hvis det hele skal løbe rundt, er man nødt til nogle gange at gøre noget man ikke gider.

“Skal vi ikke bare aftale, at målet med mit forløb her er, at jeg ikke tager yderligere på?” spurgte jeg Heidi og tog en mundfuld af hendes fantastiske hjemmelavede iste. Hun nikkede samtykkende. Det er mig der bestemmer. Hun er der for mig og mine valg. Og derfor kan jeg godt lide at gå hos Heidi.

Min mor er snart færdiguddannet psykoterapeut, og jeg kan tale med hende i timevis. “Hvorfor er jeg så lyststyret? Hvorfor smyger jeg mig udenom alt, der bare er en lille smule kedeligt/irriterende/anstrengende?”Jeg kendte selv svaret, og tårerne pressede sig på.

Fra jeg var 0-10 var mit liv dejligt. Fra jeg var 10-25 har det været lort. På lort. På endnu mere lort. “Jeg gider ikke mere lort. Det må ikke være hårdt. Jeg vil ikke mere hårdt” og dér havde jeg mit gennembrud.

Jeg kunne pludselig se hvordan min opvækst hang sammen med mit spisemonster, og mit spisemonster med dét at blive voksen og tage noget ansvar.

Mit spisemonster bilder mig ind, at hvis jeg bare er lyststyret og spiser dét jeg har lyst til (og lever mit liv sådan i øvrigt), så er jeg fri. Så er livet ikke hårdt og uretfærdigt. Men, det passer ikke. Det er en falsk tryghed, som jeg bilder mig selv ind, gør mig glad.

Det gør det ikke. Det passer ikke.

 

Noget om babser

Bare bryster. Kvindebryster, vel at mærke.

De er velkomne i porno og nogle gange når vi ammer, men kun til nøds. Alt derudover er forbudt – nøgne kvindebryster tåler ikke dagens lys, de tåler kun nattens lys, og helst i rødligt skær.

Kvindebryster er faktisk så vulgære og grænseoverskridende, at kvinder dagligt skal iføre sig et torturinstrument som klemmer og maser og presser brysterne, sådan at de får en helt rund form, for alt andet end dét er for naturligt og skamfuldt.

For nyligt talte jeg på min Instagram om hvordan jeg drømte om at kunne gå på stranden og være topløs, uden at blive overbegloet af alle andre (mænd), og bare være mig i min allernaturligste form. Jeg fik rigtig meget respons på dette emne fra kvinder, som, selvfølgelig, også stifter bekendtskab med dette dilemma. Det er så røvhamrende pisseirriterende at have badetøj på; det strammer, giver grimme tanlines og gør ens babser isendefisende kolde når badetøjet er vådt. (p.s. tænk jeg skal argumentere for hvorfor jeg vil være topløs!)

Jeg havde mange tanker omkring det, og var rigtig bange for at nogle (mænd) kunne tage det som en opfordring af en art, for det er nu engang sådan vores samfund er indrettet: “hvorfor voldtog du den kvinde?” “hendes kjole var altså virkelig lårkort”.
Min største bekymring var/er, at nogle (mænd) skal glo for længe på mig. Det sker engang i mellem, og da er jeg endda fuldt påklædt. Der er nærmest intet der kan få mig mere op i det røde felt, end at blive overbegloet, og sker det kan jeg ikke lade være med at råbe: “får du det hele med?!” eller sådan noget og have lyst til at slå deres fortænder ud af kæften på dem, og jeg ville nok se endnu mere rødt hvis jeg i situationen havde bare babser.
Samtidig havde jeg en eller anden internaliseret åndssvag idé om, at hvis jeg nu viser mine bryster til andre (mænd), så giver jeg dem en “gave” jeg på ingen tænkelig måde har lyst til at give dem. Da jeg hørte mig selv sige sådan, gik det også op for mig at ved at have den tanke, fastholder og udlever jeg ideen om, at kvinders bryster udelukkende er seksuelle.

Så jeg tog på stranden, og tog tøjet af.

Altså, på en strand hvor der udover mig var 4 andre mennesker. Det første lange stykke tid syntes jeg det var vildt grænseoverskridende, og tøjet røg hele tiden af og på – jeg skulle lige øve mig. Alt i alt var det ret vellykket, og jeg var stolt af mig selv. Ikke nok med at jeg insisterer på min ret til at færdes på stranden, letpåklædt, selvom jeg vejer tæt på de 100 kilo, så insisterer jeg fandeme også på min ret til at være som jeg (og halvdelen af jordens befolkning) er født.

I går skete det igen.

På stranden, hvor der var en del flere mennesker, og mange af dem hankøn. Og så skete der noget, jeg egentlig aldrig havde regnet med kunne ske:

Jeg var pisse ligeglad. Jeg tog mit tøj af, og badede og hyggede mig og havde det dejligt, og tænkte egentlig ikke over, at jeg kun havde underbukser på. Jeg var bare. Levede. Og til min store overraskelse var der ikke en eneste der gloede på  mig. Hurra!

Jeg kunne godt tænke mig, at være mere fri.

I går postede jeg et billede i min story på Instagram (et lignende det ovenover), hvor man kunne se mine bryster, men selvfølgelig ganske uskyldigt (det kan bryster faktisk godt være), og da jeg vågnede i morges var det blevet slettet af Instagram og jeg fik en advarsel om, hvis jeg gjorde det igen ville de slette min profil. Nedenunder stod der: “vi fjerner billeder af kvinders bryster, dog er billeder af amning og operationsar (?) tilladt”
Whaaaaatttt… the… fuck?!

Det er forskellen der provokerer mig. Jeg har sådan set ikke noget behov for at lægge billeder op af mine bryster, men jeg vil ha’ lov til det! Især fordi mænds bare kroppe er ganske tilforladelige, til trods for at en del mænd alligevel har lige så store bryster som kvinder. Var alle nipples ulovlige på de sociale medier, havde jeg ikke hidset mig så meget op, men det er jo ikke tilfældet.

Kære kvinde

Dine bryster er kun seksuelle når du vil ha’ de skal være det. Samfundet skal ikke diktere hvordan din krop skal fremstå, og det gælder i allerhøjeste grad også dine bryster. Du behøver ikke partout iføre dig en livsudsugende brysteholder hver dag , hvis du ikke har lyst.
Og hvis du bedst kan lide at bade på stranden uden tøj på, så gør det!

LAD OS VÆRE FRI!

Og del så lige din holdning med mig, enten i kommentarfeltet eller på Insta, for jeg er fandeme nysgerrig på jeres meninger om lige netop dette!

En stor beslutning

Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg er nervøs for at skulle dele det her..

Den 18. oktober 2017 landede Lasse og jeg på Bornholm, kun med de ting der kunne være i vores bil, men med masser drømme. Tænk sig, at have den smukke natur at kunne drage ud i dagligt – vi var begge fyldt med store forhåbninger og sommerfugle i maven.

Vores første bornholmske familiebillede <3

I morgen har vi boet her præcis 9 måneder, og i weekenden flytter vi hjem igen. Hjem til sjælland, hjem til familien og vennerne. For good.

Der er mange årsager – primært er det sgu svært ikke at have dem man elsker tæt på sig, og vi kan kun forestille os det bliver endnu sværere når der en dag kommer børn ind i billedet. Udover dette er jobmulighederne (mest for Lasses vedkommende) ikke mange, jeg har fået en sygdom og skal på Glostrup hospital ret ofte osv.

Bornholm er en magisk eventyr ø, og det har været nogle fantastiske 9 måneder som ingen af os nogensinde vil glemme, men det bliver ikke her vi slår os ned for alvor.

JUST HOLD ON, WE’RE COMING HOME <3

 

Sygdommen i hjernen

TRIGGERWARNING: dette blogindlæg omhandler blandt andet vægttab og slankekure og bliver du trigget af det skal du ikke læse med. Kys.

Aldrig mere slankekur, aldrig mere lightprodukter, aldrig mere fysisk aktivitet når jeg ikke har lyst. Never again kalorietælling, “nej tak” til jordbærkage, konstante doms, proteinhelvede, hade sig selv. Aldrig. Never.

Troede jeg. Så fik jeg besøg af en lille ven vi kalder Idiopatisk Interkraniel Hypertension. Tryk i hjernen. For meget spinalvæske i hjernehinden. Idiopatisk = dunno why, Interkraniel = inde i skalden, Hypertension = tryk. Pressue. Ligesom jeg føler mig. Presset.

Fik jeg egentlig nævnt, hvor mange mennesker der bliver ramt af IIH årligt? 50. Fucking 50. Og jeg skulle selvfølgelig være en af dem, hvad ellers? Hvad skulle jeg dog ellers bruge min tid på. Bitter? Pppfffttt.

Nå, men “hvad fanden stiller vi så op?” tænker du måske, og det skal jeg da være den første til at indvie dig i. Vi venter. Det danske sundhedssystem har rigeligt med tid, og så er jeg desuden ikke særlig hårdt ramt, sagde lægen da hun konkluderede at jeg kun har to tegn på IIH på min MR-scanning, og jeg kan jo kun give hende ret, når jeg har læst om hvordan andre mennesker med IIH har det. Det behøver vi virkelig ikke diskutere yderligere.

Dog ramt, hvis jeg da selv har noget at skulle have sagt. Den konstante hovedpine er ikke just behagelig og fordrende for #livingmybestlife, og jeg gider ikke støvsuge vores gulvpaneler, for når jeg bukker mig forover bliver jeg dårlig. Og nå ja, så har jeg brugt de sidste tre dage i sengen sammen med Karla og Good Girls på Netflix (se den!), fordi, åbenbart, noget med vejret og noget med for meget væske i hjernen kan udløse noget med at være sindssygt svimmel og skide ruld og på fuldeskøjter. Desuden er det der med at få pulsen op noget jeg direkte forsøger at undgå, fordi tryk og ekstra tryk ved høj puls føles som om min hjerneskal slår revner, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at holde mig fra. Og den konstante susen og brusen og forpulede larm på mit venstre øre der efterhånden er så høj, at jeg intet kan høre, er da heller ikke noget jeg nyder specielt meget i længden.

Nuvel. Når vi så har ventet længe nok på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup, og de ligesom beslutter sig for de godt gider lukke mig ind så jeg kan få tjekket mine øjne (igen), så startes der en behandling (HOLD GODT FAST!) med vanddrivende. (Sjov sidebemærkning: jeg var til undersøgelse første gang den 20. Februar, og datoen for øjentjek er den 20. August. Det er da ikke et halvt år jeg har ventet? Er det?? Er det vel?) Vanddrivende skal sørge for jeg pisser noget af hjernevæsken ud, så lad os da krydse fingre for at dét virker, og så taler vi IKKE om hvor mange mennesker der lever i et helvede på dét præparat, åkay?

Der er også noget andet der kan losse denne sygdom i røven. Jeg ved ikke hvorfor det virker, ved heller ikke om de hvide kitler ved hvorfor, men det gør det. Apparently.

Here goes. Nu kommer det. Jeg skriver det nu:

Jeg skal tabe mig!

Kraftedeme. Du læste rigtigt. Et vægttab på 10% af ens kropsvægt (nok ritti gerne mere, når man er overvægtig i den grad jeg er), skulle i samarbejde med de vanddrivende få sygdommen til at pakke kufferten og skride.

Hvis du lige nu sidder og undrer dig over hvordan silvan det skulle kunne lade sig gi’ sig, så er du ikke alene, for jeg er så godt som på bar bund. Sidst jeg havde et succesfuldt vægttab var i 2012, og alt derimellem og nu har været et rent helvede af spiseforstyrrelse, tvangsmotion og misbrug af mad. Sååeeh, det er da helt sikkert noget jeg har lyst til at bevæge mig ud i igen not.

På den anden side kunne det jo være super rart at slippe for at mit hoved er en ballon der lige er pustet liiidt for godt op, og kan sprænge hvert øjeblik, og jeg kan da også sagtens erklære mig enig i, at det ikke er ideelt for mig at have dværgestørrelse og samtidig veje det samme som.. én der vejer 98 kilo.

Det er langt over 3 år siden jeg sagde “Sayonara” til det helvede slankekure er, og var helt overbevist om, at det djævelskav skulle jeg aldrig have med at gøre igen. Så, surprise! Det skulle jeg denondelyneme alliv’l.

Jeg ANER ikke hvordan det skal gå for.. Men indtil videre har jeg da kun spist 1 Sunlolly i dag, så det skal fandeme fejres! Med.. en tår vand. HURRA!

Disclaimer:
Jeg vil rigtig gerne lige understrege at jeg er blevet opfordret til at tabe mig fordi jeg har en sygdom i hjernen, hvortil et vægttab kan bidrage til jeg bliver rask. Det har intet at gøre med at jeg ikke er god nok som jeg er og det vil du se og høre mig gentage igen og igen og igen..

 

Min identitet blev afsløret

I dag er det et år siden jeg med rystende hænder trykkede på “optag” inde på min Instagram story, og for første gang nogensinde viste mit ansigt og dermed min identitet.

En del år forinden kørte jeg bloggen som dengang hed “den sociale blog”, hvor jeg i årevis havde blogget meget ærligt om  min spiseforstyrrelse, min fars alkoholisme og mit svære forhold til min mor.  Netop derfor valgte jeg at være anonym, for det gav mig muligheden for at være brutalt og hudløst ærlig, uden at tænke over konsekvenserne.

En dag valgte jeg at klikke på en eller anden (ubevidst) skæbnesvanger knap, som gjorde at min instagramprofil synkroniserede med min facebook (eller whatever), og pludselig stod der mit fulde navn: “Christina Sand Henriksen” på min Insta. Jeg begyndte at få beskeder fra folk jeg kendte: “nå, gud, er det dig der er den sociale blog? Hvor pudsigt!”

Mit hjerte stoppede. Eller røg ned i maven. Eller noget helt fjerde, men da jeg opdagede dét, var jeg ved at stille træskoene. Det var jo hele mit liv! Og samtidig noget kun min allernærmeste vidste om mig – at jeg kæmpede med mit forhold til mad og min krop. Der var faktisk kun 2 der vidste at det var min blog; Lasse og min bedste veninde.
Fucking hell! Jeg hev efter vejret, gik hvileløst rundt, og overvejede at slette alt og derefter grave mig ned. I et hul, altså.

Alligevel var der en lille stemme indeni mig der hviskede: “men du har jo overvejet at stå frem med det hele i måneder?  Har du ikke?” “Jo” svarede jeg irriteret, “hvad er din pointe?”
“Ja.. Måske er det nu du har muligheden!”

Så jeg tog den. Jeg greb muligheden. Og jeg var ved at fucking dø, da jeg skulle optage det her:

(Det skal lige siges jeg har kæmpet med elektronikken hele dagen, indtil jeg var helt blå i hovedet og havde lyst til at kyle min computer ind i en væg – det her videoklip har drillet mig på alle de måder det har kunne, så derfor er det endt med jeg har optaget det med min telefon mens det kørte på min computer, but you get the picture)

Det sidste år har været den vildeste rejse.

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg engang imellem synes det er svært at være “offentlig”, og jeg kæmper sindssygt meget med, om jeg gør det “godt nok”.
Men samtidig er det bare det mest livsbekræftende, når jeg får beskeder fra kvinder som skriver til mig, at efter de har fundet mig på de sociale medier, er deres liv blevet bedre. Det gør fandeme det hele værd <3

Sidst men ikke mindst kan jeg slet ikke sætte ord på hvad det har gjort for mig, Christina, at stå ved den jeg er. For fanden mand. Det er det mest powerfulde jeg har prøvet nogensinde, og jeg vil ønske for alle andre at de en dag tør gøre det samme. Hvad enten du kæmper med spiseforstyrrelser eller spillegæld – ALT mister sin skam når vi står frem med det, så derfor:

Hej, jeg hedder Christina, jeg spiser chokolade når jeg synes livet er svært, jeg kan være et ubehageligt og rasende menneske, jeg bider negle og har strækmærker på patterne og jeg HAR ALDRIG TÆNKT MIG AT SKAMME MIG OVER DET!

Jeg elsker jer – tak for et dejligt år <3

Forklaringen bag det korte hår

Jeg kender mange kvinder som tilrettelægger sit liv (i større eller mindre grad) efter hvordan de undgår at blive tykke.

For tyk er noget, man virkelig ikke skal ønske sig at være. Faktisk er det stort set det værste du kan være. Hov nej, det allerværste du kan være er: tyk og korthåret!

Mit hår og jeg har en lang og kedelig historie, som jeg ikke vil belemre jer med alt for længe, men kort fortalt har mit selvhad altid gået ud over mit hår (blandt andet). Når jeg syntes jeg var den klammeste og grimmeste i hele verden, havde jeg altid muligheden for at ændre på mit hår, i håb om at blive bare en lille smule perfekt. Det har resulteret i hundredevis af hårfarvninger, hvilket har gjort at jeg i dag har udviklet allergi, så no more color for me.

Derfor havde jeg ikke farvet mit hår i næsten to år, hvilket det virkelig havde gavn af, det voksede sig langt og smukt.. og så fik jeg den geniale idé, at klippe hele lortet af.

Hvorfor?!” råber du måske af skærmen lige nu,  og jeg skal gøre mit bedste for at komme med en forståelig forklaring.

Jeg er ret tyk. Jeg vejer (måske, cirka, whatevs) 95 kilo.

Ud over min mængde af fedt på kroppen, er jeg ret priviligeret. Jeg er hvid, har et kønt ansigt (pretty privilege), gennemsnitlig højde og så videre. Men i og med jeg er så markant overvægtig sammenlignet med idealet, har jeg kunne mærke at det betød enormt meget for mig, at have pænt, langt og glansfuldt hår, pænt tøj, pæne negle and you get the picture, for ikke at “skille mig for meget ud”.

Er man priviligeret hvis man har (og kan få) langt, tyk og glansfuldt hår? Ja. Hvorfor? Fordi det er lige så stor en del af idealet, som at have lige og hvide tænder, fyldig numse og perfekte øjenbryn. Hvor har jeg det fra?

Det faktum at det er blevet mere almindeligt med plussizemodeller i mediebilledet er virkelig noget jeg er lykkelig for, men selv de modeller er idealistiske. Hvem tænker du på, når jeg siger plussizemodeller?

Ashley Graham? Hunter? Robin? La’tecia? Og hvad har de alle til fælles? Langt, flot hår.

Jeg siger ikke der ikke findes store modeller med kort hår, men, for mit vedkommende, er det ikke dem jeg ser repræsenteret, overhovedet.

Tilbage til mig og mit garn:

En dag gik det op for mig, hvor vigtigt mit lange hår var for mig, og jeg oplevede også mig selv tænke og sige ofte: “det kan godt være jeg er tyk, men i det mindste har jeg langt og flot hår”, og pludselig kunne jeg bare se, hvor fucked up det var. Jeg gemte mig bag mit hår. Jeg tænkte, at hvis jeg nu bare havde pænt hår, så ville folk måske ikke lægge så meget mærke til, hvor tyk jeg egentlig er.

Og ved I hva’? Dét gider jeg ikke.

Jeg vil ikke gemme mig bag noget som helst, jeg vil ikke ligne idealet, fuck that shit, jeg vil ikke kompensere for min fede krop med noget flot hår, bare fordi samfundet ellers ikke mener jeg er noget værd som kvinde. Hvis jeg ikke har “good looks” hvad fanden kan jeg så i grunden bruges til i denne verden?

Jeg ér ikke mit udseende. Fuck mit udseende. Nu er jeg både tyk og korthåret, og tættere på den jeg drømmer om at være.

Ladies – husk, at det er jeres hår! DU bestemmer længden, farven og formen på dit hår, og FUCK det der åndssvage ideal nogle mener vi skal leve op til. Det kan rende mig i * og det må være rigeligt med bandeord for idag.

Tak fordi du læste med!

 

Hændelsesforløb

Det er et år siden jeg vågnede om natten, fordi der var en nyopstået forfærdelig larm på mit venstre øre.

En susen. En puls. Støj.

Min nye læge i Allinge tog mig, mod al forventning, ret seriøst, ikke ligesom lægen i Næstved der fortalte mig, at jeg bare skulle “slappe lidt mere af”.

Jeg blev henvist til Bornholms hospital, og siden da har jeg været diverse undersøgelser igennem, blandt andet en MR-scanning. “Det er bare ligesom at ligge i et solarie” sagde en trøstende sjæl, og ja, nej, not so much.

Nå, men spol tilbage til forrige onsdag, hvor jeg havde fået en akuttid hos den lokale øjenlæge. Hvorfor? Fordi min læge fra hospitalet kort har sagt til mig i telefonen, at hun tror jeg har en sygdom som giver mig tryk i hjernen. Har det noget med øjenene at gøre? Ja, hvis jeg har den sygdom hun mistænker, vil man kunne se det ved at mine synsnerver er hævede.

“Du har hævede synsnerver, og det skal tages alvorligt” sagde øjenlægen med hareskår med en alvorlig mine.

Vi nåede knapt ud på parkeringspladsen før tårerne piblede frem inde bag mine Ray-Ban.

Det er sjældent jeg føler mig decideret bange, men det blev jeg her. Lasse prøvede at trøste mig, but im not that kind of girl.. Jeg reagerer nemlig enormt hensigtsmæssigt, og bliver vred og kaster med ting, i stedet for at være ked af det og sige ordene: “jeg er pisse bange”.

Min rationelle vrede lod jeg også gå ud over Bornholms hospital, som jeg aggressivt tastede en mail til, og spurgte dem hvad fanden i helvede de havde tænkt sig. At det ikke var særlig rart at være mig – jeg havde haft en kort telefonsamtale med lægen, men udover det anede jeg ikke en fløjtende fis om, hvad der skete. Hvad er der galt med mig? Hvad er det næste der skal ske? Skal jeg opereres? Er jeg syg? Har jeg en hjernetumor? Jeg var rasende.

Resten af dagen forløb ikke særlig hyggelig, og hvis man virkelig vil torturere mig, skal man sætte mig til at vente. Vente på svar. Vente på at høre fra nogle. Uvished.

Jeg kunne ikke finde ud af at tale med nogle resten af dagen, jeg blev edderspændtrasende på mine forældre over alle deres spørgsmål når jeg ikke selv vidste en fucking skid, og Lasse, han skulle ikke kigge forkert på mig, før jeg imploderede.

Jeg gik i seng klokken 19.

Næste morgen blev jeg vækket af min ringende telefon. Det var lægesekretæren, hun lød overordentligt glad. “Kan du komme klokken 13 i dag? Lægen vil gerne tale med dig”, og det eneste jeg kunne tænke på var: hvad er du så glad for? Er det fordi jeg skal dø? Hvorfor skulle hun ellers skrue den der happy-voice på?

Der var langt til klokken 13, med galoperende dødsangst.

“Er det nu jeg skal tage de der beroligende jeg har haft liggende i min taske i to måneder?” spekulerede jeg, men tænkte også, at hvis jeg ikke kunne komme igennem dette uden stoffer, hvordan fanden skulle jeg så komme gennem noget. Som helst.

Inden vi skulle ud af døren nåede jeg at se det hele for mig. Dødsdommen. Min sidste tid. De børn jeg aldrig nåede at få. Tårerne løb flittigt ned ad mine kinder, og jeg hev efter vejret. Nu er det nu.

“Hvis du har den sygdom jeg mistænker, så kan det behandles med vanddrivende tabletter” konstaterede lægen bag det store skrivebord. Jeg kiggede over på Lasse og smilede. Så skal jeg ikke dø. Ikke lige nu, hvert fald.

Det var en god samtale, hvor vi fik svar på de spørgsmål vi havde.

“Kan du komme i morgen klokken 10, vi er nødt til at måle trykket i din rygmarvsvæske?” spurgte lægen med hendes grove tyske accent. Da jeg spurgte hende om det gjorde ondt at få den lumbalpunktur, sagde hun ikke noget. Ledte efter de rette ord, sagde “altså” på en tysk måde, mere sådan: “alsoo…” hvis du kan forestille dig.

Spol et døgn frem. Fredag. 20. april.

Jeg ligger på siden i en hospitalsseng, Lasse holder mig i hånden, jeg har taget de beroligende piller og mærker derfor ikke længere angsten.

“Jeg stikker nu” sagde lægen, og jeg mærkede nålen gå gennem min hud nede i lænden, ind i min rygrad. Først gjorde det ikke ondt, det var mere ubehageligt. Hun blev stille. Det virkede ikke. Prøver igen.

Nu gjorde det ondt. Jeg tillod mig at sige aaaav. Virkede ikke. Prøver igen. Hun er stille.

Det virker ikke. Der kommer ingen rygmarvsvæske ud. Jeg får intet at vide. Hun siger ingenting. Beder mig om at prøve at sætte mig op. “Det kan jeg sgu da ikke, jeg har 4 kanyler i min rygrad” snerrer jeg, hvortil lægen, Lasse og de to søde sygeplejersker siger, at der intet sidder. Det hele er taget ud. Det føles bare ikke sådan.

Jeg sætter mig op. Hun prøver yderligere et par gange. “Vi tilkalder en anastæsilæge” konkluderer hun, og stopper med at torturere mig. Det gør ondt. Jeg har ondt. Hovedpinen starter. “Jeg har hovedpine” siger jeg højt, men ingen reagerer.

Jeg når knapt at sætte mig op, før han står der. Anastæsilægen. Vittig type. “Du må gerne bande, men så skal det være på bornholmsk” vi griner. Lidt endnu.

Jeg lægger mig ned, han stikker. Pludselig rammer han en nerve, og hele mit venstre ben føles som om det står i flammer. Jeg går fra at være musestille til at skrige højt, råbe, “hvad fanden sker der?! Hvad sker der med mit ben?!” skriger jeg, men ingen svarer mig. Herfra bliver det hele ret sløret. Jeg får svedige hænder når jeg skriver det her. Jeg kan ikke huske, om det skete to gange. Det med nerven. Det tror jeg. Han stikker mig tredje gang, og jeg tigger og beder ham om at stoppe, mens jeg hulker og sveder og skriger og er rædselsslagen, han siger: “jamen vi skal jo finde ud af hvad du fejler”, hvortil jeg siger det er ligemget. Det er pisse ligemeget. “Jeg stikker ikke mere” konkluderer han, og da han trækker kanylen ud bryder jeg fuldstændig sammen. Han har dårlig samvittighed. Aer mig i håret. Undskylder. “Det gør da ikke noget” hulker jeg, høflig som jeg er, men han insisterer. Det gør noget. Jeg holder stadig Lasses hånd i min, og de er våde. Drivvåde. Af rædsel.

Han undskylder og går, jeg prøver at sætte mig op, men er blevet stukket 7 gange i min rygrad. Det gør ondt. Får plaster på. Sygeplejeskerne virker utilpasse. Hvad tænker de mon? De kommer med saftevand og knækbrød, og lægen kommer ind og siger at jeg skal til Glostrup. De er eksperter. De kan lave lumbalpunkturen på mig. “Nu?!” spørger jeg med min gennemhullede rygrad, en hovedpine så voldsom jeg er ved at kaste op, med et glas saft i hånden og knækbrød i kæften. Hun nikker.
“Nej. Jeg skal hjem” siger jeg fast, og undrer mig stille over hvad fanden hun tænker på.

Jeg kan ikke stoppe med at græde. Jeg har det som om det der lige er sket, er helt uvirkeligt. Hovedpinen er slem. Min rygrad brænder. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan vi kommer hjem, men jeg går direkte i seng. Opdager til min store lykke at hovedpine dæmpes gevaldigt når jeg ligger ned. Falder i søvn.

De næste 3 dage; lørdag, søndag og mandag ligger jeg ned. Kan spise. Kan se TV. Kan ikke stå oprejst. Lige så snart jeg gør det, vågner et migrænemonster i min rygrad, og det føles som om jeg skal dø. Mit hoved dunker så voldsomt i takt med min puls, at jeg er bange for det skal eksplodere. Det er et helvede, når jeg skal tisse. For det meste er det noget med at tage en dyb indånding, rejse mig op, forsøge at holde mig i live så længe jeg tisser, og så skynde mig at ligge ned igen.

Tirsdag morgen vågner jeg og tænker, at jeg har sovet rigtig dejligt. Jeg rækker ud efter min telefon, og opdager at det hele kører rundt. “Fuck, hvor er jeg svimmel” siger jeg og tager mig til hovedet. Det føles som om mine øjne kører rundt i hovedet på mig. Jeg græder. Hele tiden.

Ringer til hospitalet, og de vil gerne have mig ind. De sender en ambulance.

Jeg bliver indlagt på neurologisk afdeling til observation, får morfin. Det hjælper. Selvfølgelig.

Onsdag morgen. En af de værste dage i mit liv. Har været vågen hundrede gange i løbet af natten, fordi jeg ligger på stue med en der skal have målt sit blodtryk hver time.

Jeg bliver vækket klokken 7 af en sygeplejerske, som skal tage nogle blodprøver. Jeg er dårlig. Min mund er helt udtørret. Jeg skal kaste op. Jeg er våd af sved. Jeg kan ikke mere. Græder. Hulkende. “Du er ked af det” siger hun, aer mig på armen. Jeg nikker sagte med dynen trukket helt op over mit våde ansigt.  Jeg græder den næste time. Gad vide hvad mine stuekammerater har tænkt?

Hun går igen, og en sygeplejerske kommer ind og ser mit tudefjæs. “Jeg skal nok få lægen til at tage dig først til stuegang” siger hun beroligende, mens jeg ligger og forsøger at ignorere mit bankende hoved, at det hele kører rundt, at jeg skal kaste op.

Pludselig står hun der. Lægen. Hun er småirriteret.

Fortæller mig at jeg enten kan få noget væskedrop, eller en bloodpatch.

Jeg græder. Igen. Føler en følelse jeg ikke har følt i årevis: “jeg vil ha’ min mor”. Jeg kan på ingen måde magte at skulle stikkes igen, men for fanden, hvor vil jeg gerne af med den hovedpine.

“Jeg vil ha’ en bloodpatch” siger jeg med en stemme der ikke lyder som min. Pludselig kommer Lasse. Han sidder trofast ved siden af mig og venter 7 timer, før lægen igen kommer. De har ikke tid til at lave bloodpatch på mig alligevel.